Som bekendt findes der en del italienere og det endog i flere typer. Her kan i flæng nævnes machoer, donnaer, bambini og høns og Berlusconi. Sidstnævnte er en depraveret mandsperson, som kun bør omgås med yderste forsigtighed. Man kunne hævde vedr. disse italienere, at de i højere grad forefindes i en distinkt urform, især dem, der tilhører arten homo erectus, end de f.eks. gør i dette vort moderland, Danmark. Altså kvinder synes at være meget kvindelige og i den dur. Sådan forekommer det mig i hvert fald, måske fordi jeg ofte benytter læsebriller og i øvrigt har en katastrofal dårlig hørelse, men ellers har gode gener, en lidt rigelig stor næse og altså er næsten ved mine fulde fire.

Det var så i sydenden af dette land, Italien, at jeg for ganske nylig lod mig transportere rundt i en bus. Vi kørte som regel på vejene.
Jeg bemærkede hurtigt, at dette land er noget mere bulet end Lolland-Falster. Det var så ofte på disse ret store buler, at byerne temmelig pittoresk var placeret. Det gav bedre udsyn, men udmarvede ben. Hvis italienerne ikke havde disse mange scootere og automobiler ville de sikkert udmærke sig i maraton og lignende discipliner. De af fiaterne, som ikke rullede rundt og dyttede stod henslængt hvor som helst der fandtes en ledig kvadratcentimeter og siestaen blev ofte holdt på kørebanen indtil en eller anden nævenyttig person skulle forbi.
Mere senere.

Mali, Timbuktu
Timbuktu eksisterer virkelig. Jeg har været der, eller mit pas har i hvert fald, og kan bevidne, at det er en støvet by, varm, tæt på floden Niger i republikken Mali. Jeg kom til Timbuktu sejlende fra Mopti i en pinasse på tre dage tænderklaprende. Det er svært at forestille hvor koldt der kan være på flodernes flod, når temperaturen på land har sneget sig op over 30 gr.
Timbuktu er formentlig den by i verden, som i forhold til hvor tit der refereres til den, er mest ukendt og mindst besøgt. Det er muligvis også den eneste by i verden, hvor det er kutyme, især blandt amerikanere, at få stemplet i passet, at man har været der. Denne uforlignelige service blev jeg også udsat for. Timbuktu er en af Unescos verdenskulturbyer, men der er ikke meget at se, selvom der stadig går karavaner til saltminerne mod nord.
Men brødet. Ofte friskbagt, men uden undtagelse knitrende og knasende. Sand!

Mine billeder herfra kan ses.

Mali, uddannelse

I Danmark har man en protestantisk statskirke, som ånder befolkningen i nakken. Selv om danskerne i princippet har religionsfrihed tvangsfodres man med kristendom og i praksis tilskyndes man til at konsumere Biblen som aperitif til forbrugsfesten. Adskillige administrative funktioner er stadig knyttet til kirken. Om søndagen cirkulerer biskoppelig sanktioneret varm luft i de statslige kirker. Af og til ses en kirkegænger.
Således også i Mali, bare modificeret og med større alvor og konsekvens. En god muslim starter sin begrænsede færd i uddannelsessystemet med at frekventere en koranskole, hvis formål det er at lære Koranen udenad. Der messes sikkert? også moralske og praktiske regler ud fra dette. Som 5-6 årig overlades man til en imanagtig person, som terper hele Koranen igennem. Forrest i lyset sidder drengene, bagerst pigerne, som må hutle sig. På arabisk. Som ingen taler, nogen læser og få forstår. Dette er den første og primære (og måske eneste) form for uddannelse for en del børn.

Flere billeder ses her.
Et eksempel på recitation af Koranen her (mp3) (Al-Mutaffifeen)

Mali, Timbukti.
Det fremgår måske ikke særlig tydeligt, men denne mand, er frisør. Han kunne vel lige så godt være fiskeskipper eller rapper fra Bronx, men næppe bedemand.
Det viser sig, at hår og skæg og snot også vokser i Mali. Dette lever han af. Med sit hårlystne blik spottede han, at jeg havde en del hår i underansigtet og tilbud derefter generøst at fjerne denne hårpragt. Jeg lod ham studse mit overskæg. Fire klip og den befriede overlæbe så Malis sol! For denne meget fortjenstfulde gerning belønnede jeg ham med 100 Fcfa, hvilket svarer ca. til en krone, men så mente jeg også, at jeg havde krav på at forevige ham. Han begav sig straks på vej for at posere foran sin butik, men jeg bad ham om at stikke cigaretten i flaben og sidde præcis som jeg havde set ham, da jeg defilerede forbi. Voila.

Han indgår nu i mit sortiment af malimennesker.

Kun et fåtal større byer. Og kun få gode veje. De havde ret mange runde færdselstavler forsynet med tal som 40, 50, 60. Om det ar en advarsel om intelligenskvotienten hos gendarmeriet ved nærmeste kontrolpost ved jeg ikke med sikkerhed, men det havde i hvert fald ingen relevans for den hastighed, hvormed vore firehjulstrækkere kløvede støvskyerne. Vi fræsede så hurtigt som benzinpumpen kunne sprøjte og hullerne i vejen kunne bære. Helst over 100 km/t.
Med deprimerende regelmæssige mellemrum blev vores frejdige færd stoppet af fysiske blokade som ovenfor viste. Der var forskellige modeller, alle enmandsbetjente. I de fleste tilfælde blev tønden søvnigt rullet til side, når kortegen førte sig frem, men hvis der skulle vises papirer og kørekort så var der lagt op til nidkær inspektion, som efter det foreliggende må antages udelukkende at have til hensigt at forøge gendarmens kontantbeholdning. To gange måtte vi bruge 20 minutter og et antal cfa-franc før vi kunne rulle videre.
Vi så ingen mondæne landsbyer, som flød med mælk og honning. Ej heller paraboler, andelsslagterier eller gyngestole. Derimod børn i mere eller mindre påklædt tilstand. Støvede og beskidte, men søde. Og kvinder som med et barn på ryggen tampede løs på hirsen.


De første billeder i katogori: landsbyer kan nu ses,

Mali, Mopti, som ligger ved floden Niger, flodernes flod.
Jeg vandrer adstadigt langs floden som det sømmer sig en ældre agtværdig mandsperson fra et rigt og overlegent land i nærheden af polarcirklen.
Jeg forsøger at spotte folkesjælen eller i det mindste eksempler på kultur, som det afspejler sig i adfærd, påklædning, genstande, som har den egenskab at det kan fotograferes. Jeg smider mit rektangulære blik i grams på hvad som helst. Således står jeg småfilosoferende og halvtørstig og bander over de stærke kontraster (lys).
En mindre pige (2 år?) står i en døråbning 6-7 m væk. Uden at der i øvrigt er foregået noget, bevæger denne pigeting sig hen til mig på sine uskoede fødder og holder om mine ben, som var jeg en elsket farbroder eller det der er bedre. En iagttagende lokal beboer i samme alders- men ikke vægtklasse som jeg smiler fint.
På billedet ovenfor ses en anden ældre herre der har lagt hånden i hendes og eskorterer hende til ?

Én er så kommet hjem fra Malis utilbørligt flade sletter med busk efter sten efter støv. Jeg er så nogenlunde i live, selvom diverse fysiske plager hjemsøgte mig (herom måske senere).
Der var flere negre end jeg kunne tælle dvs. ca. 11 mio. og de fleste var venlige, smilende og humoristiske, hvilket måske kan forbavse i betragtning af, at vi uafbrudt stak et digitalkamera i snotten på dem og gloede på dem, som var de faldet ned fra fuldmånen. OK, de glanede nu også en del, og ofte blev set en fremstrakt højrehånd, som var let hulet, således at den i bedste fald kunne rumme en del mønter. Det er nu en uskik, så de fik ikke noget.
Ofte når vi vandrede spejdende igennem landsbyerne iført vore sirlige sandaler blev pludselig stukket en mindre næve ind i hånden, sågar måtte flere fingre i samme hånd tages i brug til flere konkurrerende purke og pigelil. I Mali er det gennemsnitlige antal børn/kvinde på 7,1 , så når den nyeste fødes bliver den ældre overladt meget til sig selv. Så de manglede vist voksenkontakt, men måske håbede de også på en "cadeau" (gave). Tomme plastikflasker var særdeles efterspurgte og kunne starte krige.
Måske er der ikke nogen der har tænkt over det, men jeg kan bevidne, at dette nordlige beliggende land, altså herværende dronningerige, hvor gaderne flyder med renhed og biler, og husene med samtalekøkkener, som bugner af større forråd af grovhakket makrel i tomat og majonæse, at her er utilstedelig mørkt og solen dovner den dagen kort! Og det regner jævnligt!
Og julen truer.

Forleden, nærmere bestemt kl. 23.53 gik pludselig kulderystelser igennem mit stærkt formindskede korpus. Ret ubehageligt. Nu kunne man jo forvente, at jeg var blevet forgiftet af Putin eller Bush jr., men jeg tog det ganske roligt, da jeg med lynets hast indså, at jeg åbenbart hører til de 10 %, som oplever gul feber light i forbindelse med vaccination mod samme. Sagt på anden måde: min tur til Mali kan ikke udsættes meget længere!
Førstkommende lørdag letter Air France fra Copenhagen Airport, Kastrup med kurs mod Paris og derefter Bamako, Mali. 16 dage i selskab med negre og 12 rejsefæller, som har betalt til denne tur arrangeret af Viktors Farmor - et ikke helt ubetydeligt beløb. Jeg forventer at fortære hirse og kylling. Jeg vil se ørken, stepper og klipper. Og sejle på Niger i dagevis med en pinasse, forhåbentlig på god afstand til de hidsige flodheste. Timbuktu eksisterer virkelig, forlyder det, og jeg vil checke det! Der er en del muslimske negre i dette fattige land, og de har til det brug nogle spændende lermoskeeer, som vi i allerbedste fald også får set indefra. Og huse bygget ind i klipperne i Dogon.
Sol er der nok af, i hvert fald om dagen, selv om det for den ukyndige lyder som perfekt til foto, nix: skygger! Mon ikke jeg kan holde en kadence på 17 fotos/timen?
Om indernettet er tilgængeligt hist og her og Allah tillader det, vil en depeche blive afsendt med uregelmæssige mellemrum, måske endda til denne blog.

Jeg var i Indien, Rajahstan. Dette land med de fantastiske horder af mennesker og kulturer og religioner. De ultraviolette stråler og varmen der overfalder en fra oven. Farverne. Krydderierne, der har besat min gane og gjort den til en underdanig slave.
Det var dér i Bundi, at vi boede på dette hotel, hvor hall'en uden for det ikke ret store og ikke helt billige værelse så sådan ud.

Det var også der hvor vi en dag vandrede af gaderne mod øst, lige var inde og kigge på en skole, hvor rektoren, en kvinde fra det bedste borgerskab, viste os rundt. Og hvor aber af og til sprang over gaden fra huse i nord til huse i syd. Det sker meget sjældent på Forchhammersvej!
Og så var det vi sad og læskede os med chili og hvidløg og cola og basamatiris og grøntsager. Udenfor i en have, der lå ned til søen. Og imens lød der fra et sted noget borte en smægtende uophørlig recitation, der stemte sindet til eftertanke og meditation.
Det var så da jeg på mit sjældne besøg hos min jordanske frisør genhørte recitationen. Det var Koranen, som havde forført mine øregange. Og så var det, at jeg i går supplerede min i Assuan, Ægypten i 1968 indkøbte grønne Koran med en mp3-udgave: 19:45:34

Forleden altså i fredags var jeg på en ekskursion ude i samfundet bevæbnet med min delvis blå forgaffelaffjedrede nye cykel. Vejret var efter omstændighederne særdeles solrigt, regnen truede ikke nævneværdigt - det var faktisk varmt. Det randt mig i hu, at jeg nok kunne konsumere en café latte med nogen velbehag udendørs. Og netop foran Frederiksberg Centeret befinder sig møblement og betjening beregnet på sådant. Herfra kunne jeg så beundre mængden af anarkistisk henslængte herre- og damecykler siddende slubrende. Très bien, som de siger i Chateuaneufdupape.
Nu var det så heldigt, at jeg i forbindelse med min tur til Mali skal indkøbe en kasket for at værne mod alt det lys, som især om dagen antaster øjnene. Derfor bevæger jeg mig inden døre, og da jeg har forliget mig med, at prisen for den smule tekstil er astronomisk, indkøber jeg en justerlig kasket. Således ekviperet kan min slubreseance begynde.
Jeg så rygsække, håndtasker, nettonet og plasticposer defilere forbi. Støvletter, højhælede, brednæsede og sandaler med vecro. Ovenrøvs- og overarmstatoveringer. Fornærmende få kavalergange. Solbriller.
Ups, jeg fik anbragt det forkerte foto. Her kommer så kasketten.
Forbi triller så bl.a. et yngre kvindemenneske, 1½-2 år, i en duokombibarnevogn. Måske har mit gunstige lune frembragt et smil, i hvert fald smiler den yndige unge over en distance på 10 m til mig. Er det mon kasketten? Jeg mener i den alder kan det næppe være en overbærende grimasse ved synet af en åbenbart karakterafvigende særling.
Det samme gentog sig 20 minutter senere. Dog var det en herre, men i helt samme aldersklasse. Det var helt rart.

Jeg har to vinduer, der vender mod øst. Ganske store vinduer med sidefløje, der er åbenbare. Kigger jeg ud af det vindue, som residerer i spisestuen, ser jeg et træ, der i sæsonen som nu er plastret til med ret store grønne blade, som grådigt æder mit lys. Bagved anes en gulmurstensetageejendom, hvor der er horisontale grå striber, der tjener som udsmykning. Bevæger jeg mig så adstadigt, som det sømmer sig, til tv- eller herreværelset, som er indehaver af samme størrelse vindue, som spejder østover, er udsigten næsten den samme, bortset fra at træet nu ikke forstyrrer så meget og opgangen overfor har skiftet nummer fra 24 til 26. Himlen ses ikke. Jeg må hellere være ærlig: udsigten er ikke så pirrende og ophidsende at orgasmen nærmer sig faretruende! Måske er det murstensfarven, måske er det striberne?
Imidlertid kan man sige meget godt om nærområdet: Hvis jeg vil se biler, behøver jeg blot at gå de ca. 48 skridt til hjørnet, hvor HC Ørstedsvej tilbyder både Opler og VW'er, men ikke mange Lamborghini'er. Kvindelige cyklister og busser ses jævnligt. Flere pizzeriaer og caféer, en nærbutik, en bager og en cykelpusher. En thairestaurant og et flødeisudsalg. I det fjerne en slagter (200 m) og et posthus.
Ganske vist er min lejlighed stor nok til at man kan vende sig uden at bakke, men den er for lille til at gå ordentlige ture i, og hvad nu hvis det regner, blæser eller temperaturen er under 22 grader? Det var derfor med en vis interesse jeg studerede denne mail, som sneg sig ind i min indbakke:

Lejlighed på 100 kvm beliggende 3480 Fredensborg. Lejen er 5000 pr. mnd. inkl. forbrug. Depositum udgør 15000 kr. Det er tilladt at holde husdyr. Lys og velindrettet l. sals lejlighed på landejendom mellem Fredensborg og Hørsholm. Personer med interesse for heste foretrækkes.

Hvor fandtes der ugudeligt mange forvirrede bunker med papir i alle afskygninger, størrelser, indhold gemt i skabe, skuffer eller liggende og sole sig i vindueskarme, reoler, på kommoder eller borde. Jeg ved det, for jeg har selv set det! Jeg fandt en 50€-seddel og en check. Og min indkaldelse til undersøgelse var lige et par dage før jeg huskede ;-)
Og hvad der ikke var af uplacerlige små dingenotter, dæksler fra ukendte apparater, indtørrede skriverter. Endog bøger.
Der røg faktisk adskillige sække og kasser ud, selvom det kun var mine 2 stuer det drejede sig om.
Nu er der så malet. Meget hvidt.
Og hvor findes så alle disse genstande? De befinder sig stadig fordelt med rund hånd og en anelse overvejelse rundt omkring i lejligheden. Nogle skuffer generer mig jævnligt, når jeg forsøger at sove! Hvornår kommer det på plads? Snart!

Man har bedt mig om at deltage i denne 4-ting-ting, og som den altopofrende og altruistiske person jeg er, stiller jeg mig naturligvis straks til rådighed med de indskrænkninger min sindigt fremadskridende senilitet og mine begrænsede intellektuelle ressourcer måtte medføre.

I første omgang vil jeg kaste mig over bolig-tingen:
Jeg blev født på Sct. Josephs Stiftelsen, Griffenfeldsgade 40, 2200 København N. Jeg var relativ velskabt, når bortses fra en ikke-arisk, men alligevel køn gylden hudfarve [gulsot], som dog heldigvis inden længe blev forvandlet til den reglementerede blegsottige leverpostejskulør, således at jeg ikke kunne beskyldes for at være af anden etnisk herkomst aka fejlfarve.
Jeg er sikker på, at det må have været en herlig tid med maddepoter ved munden og service i alle ender og kanter. Men jeg husker det ikke.
Jeg blev ubetinget kåret som stuebrysttømningsmester. Jeg må have manglet mad i et tidligere liv, fordi efter 5 min. sutten nægtede jeg at fortsætte og det viste sig ved kontrolvejning, at jeg på den tid kunne konsumere lige så meget som de øvrige gjorde på en halv time.

Det meste af min barndom henslæbte jeg i Kobbelvænget 33, Husum, 2700 Brønshøj. Der var fine græsplæner, men de var ikke beregnet til meget andet end at se ud eller på. Det afholdt ikke mig og andre fra at traktere fodbolden. Det skabte dog en vis konflikt i forhold til den lokale myndighed aka inspektøren. Min sportslige karriere afsluttedes dér med højdekast, idet jeg morede mig med at kaste en tennisbold over huset (6.sal).

Min første selvstændige bolig var i Guldbergsgade, 2200, meget tæt på det nu berømte Rust. Det var en lousy 2-værelses med det skæveste gulv et vaterpas har set. Med et lille wc i soveværelset. Jeg gjorde en ihærdig indsats for at tilføre vægge og døre en masse friske og spændende farver - kønt var det vist ikke. Det lå i en baggård, men blev kondemneret efter ca. 2 år, hvor jeg så fortrak til Sydhavnen.

Den adresse jeg har haft længst er Langkærvej, 2720 Vanløse. Det var i giftermålets tid. Et 3-plans rækkehus. Med klippekrævende ligusterhæk. En ret lille græsplæne i baghaven og en endnu mindre foran, der blev slået gang på gang på gang. Især om sommeren. Morgenkaffe, rødvin, tunsalat, tosomhed og ost. Min første og hidtil eneste automobil.

Man ligger henslængt i sin sorte lænestol og søber Aldis Luksus med tankerne flaksende, blikket ufokuseret og stift rettet mod intetheden, da et brag bringer bevidstheden nærmere nuet. Indlysende nok er min første tanke, at hr. Fogh endelig har sluppet sin byrde og indrømmer, at sædvanlige diplomatiske aktiviteter ville have været på sin plads i JP-sagen. Nej, hvor naiv kan man være - der er naturligvis ikke noget at komme efter.
Ved eftersyn må jeg konstatere, at det heller ikke er ældrebyrden, der er listet ind ad brevsprækken, men derimod et større sortiment af solide rejsebrochurer, som egne klik og RoboForm har foranlediget.
Da man således med en vis ret kan hævde, at jeg selv er ansvarlig for braget, føler jeg mig forpligtet til at underkaste de glittede sider med billeder af eksotiske strande og Det skæve tårn i Pisa et uforpligtende gennemsyn. Det ser godt ud. Cuba lyder godt, eller Tibet. Priserne er angivet med rigtig mange cifre.

Vil du med til Toscana, Havanna eller rundt i Portugal?

Surt! Båtnakke!
Nu havde jeg lige for de forventede mangfoldige € planlagt indkøb af møbler, espressomaskine, diverse kunstværker, et digitalt spejlreflekskamera, en tur til Mali og måske mere + selvfølgelig et større forråd af grovdelt makrel i tomat. Der manglede enkelte detaljer f.eks. arten og fabrikat af møbler. Alt dette foranlediget af mit salg af min herskabslejlighed i forbindelse med min udvandring til Amager.

Og hvad sker der så. I næstsidste øjeblik er der en båtnakke, et hundehoved, motherfucker, abemås, agurketud, bandit, bovlam bladanblander, starut, stymper, burgøjser, bæst, drukkenbolt, egoist, fedtblære, fedthalefår, slambert, fladpande, fjollerik, gespenst, grimrian, hallunk, hulepindsvin, ignorant, interplanetarisk slørhale, jubeltorsk, kakerlak, plebejer, rottefjæs, kannibal, karnevalssørøver, klaptorsk, kleptoman, klodrian, knoldvækst, kryb, kvajpande, kvælstofbacille, kæltring, lemmedasker, lurendrejer, lusepuster, luskebuks, løjser, misdæder, sadist, samfundssnylter, sandalslæber, sjover, sjuft, skunk, slapsvans, slubbert, basilisk bedrager, bisse, slyngel, snydetamp, snylter, subjekt, svumpukkel, tamp, torskepande, undermåler, vandal, vandrotte, væggetøjsbefængt varyl, :-). som møver/maser sig ind på listen foran mig, og jeg må se de dejlige £, $, € forsvinde i tågen. Ok, der kommer måske endnu et tilbud, som jeg kan sige nej til.

Men jeg tror nu jeg tager til Mali alligevel.

Jeg er pt. i den, belastende, situation, at jeg har en ganske reel mulighed for at skifte opholdssted for mine husstøvmider, altså bolig, og det for den ikke helt ubeskedne sum af 7200 kr/mnd. En mindre udvidelse af gulvarealet, samt bedre håndvaskningsmuligheder. Som min trofaste læser vil vide er jeg vant til at inhalere den frederiksbergske ilt og lever et forholdsvis roligt og sindigt liv i omegnen af HC Ørstedsvej med biblioteket i min baghave. Kun få narkomaner ses, men det er københavnere!

Det skal tilføjes, at der med bolig-, postnummer- og etageskiftning også vil ske en ændring fra eje- til lejebolig, hvilket næsten ikke kan undgå at give mig adskillige € i hænde.

Nu kan jeg så, sandsynligvis, flytte mit verdensbillede til Amager, nærmere bestemt Egilsgade, som ligger tæt på Islands Brygge med hvad det indebærer af gener f.eks. sommerlige badende nymfer og mavesvære m.v. Hvis man bevæger sig rundt i den nærmeste omegn findes faciliteter som caféer, pizzeriaer, bibliotek, grønthandlere, busstoppesteder, Metro, medisterpølseudsalgsetablissementer, sågar københavnske brandhaner  og muligvis en moske og sikkert mere. Det meste af dette findes dog også i min nuværende nærhed, men knap så talrigt. Der er måske nogle få millimeter længere til Burger King på Strøget - ulempen er dog, at man skal passere en bro, hvilket er lidt belastende, når man ikke kan svømme.

Der er flere eksistentielle spørgsmål, der trænger sig på:
Er der risiko for økuller på den ikke voldsomt store ø, Amager?
Taler amagerkaner egentlig samme sprog, dvs. så godt som dansk?
Er deres hadning af Fogh, muhamedanere, DF, Politiken, TV3+ og grovdelt makrel i tomat på et acceptabelt niveau?
Og ikke sidst, men absolut slet ikke mindst er verden så forskellig set og indåndet fra en 3. sal i stedet for set fra stuen, at jeg i min høje alder ikke vil kunne kapere den ændring?
Og hvis nogen kan svare på dette: er lykkefrekvensen marginalt højere på de kanter?

Også i min barndom var der morgener og man skulle op og i skole. Vi fik kaffe ved den ubehagelige opstigning fra de lune dyner, hvilket har været livsnødvendigt næsten lige siden. Der i 50'erne fandtes der stadig kaffe med tilsætning (Richs) og varmekaffe. Ikke anbefalelsesværdigt.

Mærket var og er Blå Cirkel, som jeg stadig synes smager ganske godt. Min mor holder trofast ved og køber nogle pakker af gangen hver gang der er tilbud.

Nu skifter jeg lidt i min jagt på den bedste (til prisen?). Jeg har haft kig på Blue Mountain, som skulle være den bedste, men noget pebret i prisen, så jeg har ikke ladet den flyde velbehageligt igennem halsen endnu.

En dag i Chengdu, Sichuan, Kina bevæger vi os ind på en nyåbnet vestligt orienteret restaurant, måske fordi de annoncerede med kaffe [te får man i nakken når som helst, men kaffe er svær at opdrive - i alvorlige tilfælde er det umuligt]. Jeg ved ikke helt om det er med Maos velsignelse, men de tilbød Blue Mountain til ca. 20 kr.! Serveret i små plastickrus og med langtidsholdbar mælk. Så var det halsen kom i brug. Den smagte faktisk fremragende. Meget ren og harmonisk uden generende bismag.

Denne historie gentog sig i Shanghai, dog var det  en café med porcelæn til munden. 32 Y.

Forleden i Føtex prøvede jeg på at få et overblik over tilbuddene indenfor læskedrikke. Et enkelt eksemplar af Blue Mountain, 100 g., dukkede frem. 7 g pr. kop, stod der. Den var 1 måned for gammel, så jeg syntes at 109 kr for 100g - 1090 kr/kg  var lige i overkanten! Lad den dø på hylden!

Én er naturligvis lovlydig og overtræder kun nødigt og presset af omstændighederne loven. Selvfølgelig selektivt, som også DF praktiserer - der er jo ingen mening i at overholde de dele af lovgivningen man ikke er enig i!

Nu ligger det mig naturligvis fjernt, meget fjernt, at købe piratkopieret materiale, herunder dvd'er. I Kina så vi i alle større byer både gadesælgere og egentlige autoriserede forretninger med adresse på hovedstrøg, som falbød nye og ældre dvd'er overvejende asiatiske kamp- og tjubangfilm synkroniseret til kinesisk evt. thailandsk og med tilsvarende undertekster. Også nye holywoodfilm med amerikansk tale og kinesisk og engelske undertekster.

Et sted (Chengdu) blev vi ustandseligt passet op af yngre sultent udseende kvinder, som spurgte om vi var interesseret i dvd og blev lidt nølende ført til en underlig lejlighed, hvor disse skiver udgjorde møblementet. Her kostede dvd'er 4 Y (~3,5 kr), mens de de mere civiliserede steder kostede fra 5 -10 Y. Alle med et ret pænt omslag, hvor der stod meget tydeligt, at de ikke måtte kopieres! Det kunne jo tyde på, at der var tale om helt lovlige og autoriserede udgaver ;-).

Jeg købte nogle ganske få (20), selvfølgelig udelukkende for teste om de var originale! I en forretning (Kunming) faldt vi over: "Kongekabale"!!! Ifølge bagsideteksten på dansk (uden æøå) og kinesisk er det en polsk/tysk coproduktion! Og sproget skulle være tysk! Det viste sig, at det er så dansk, som det nu kan blive! Der medvirker bl.a. en vis Sqren Pilmark.

For øvrigt kunne man også få software overalt til 4 Y for en CD, f.eks. en Cd med de sidste 4 udgaver af Photoshop.

Jeg ved ikke om de ret velbeslåede kinesere, der bor i byerne (som udgør ca. 5% af befolkningen), bliver født med en mobil i hånden, således som alle 10 - 37- årige er blevet det i DK, men de taler vist lige så meget i mobilen som her og ligesom i DK bliver den checket hvert andet minut for at se om der skulle være indløbet en uundværlig sms, som kræver øjeblikkelig tastatureksercits.
For øvrigt er alle større byer i Kina tilsyneladende overplastret med mobilforretninger i hvert fald i centrum.

Jeg tænkte, at sådan en måtte jeg også have, så jeg købte en mobil, kaldet Bird, med farvedisplay til 400 Y, hvilket svarer til ca. 320 kr. Den er ikke velegnet til sms, med mindre man skriver på engelsk, da man af uransalige grunde ikke har vedlagt et dansk T9modul ;-)
Den virker!

Javist, nu sidder jeg så igen foran det gammelkendte, men dog rengjorte tastatur, som indeholder de der besværlige ÆØÅøæå'er, som der er en eklatant mangel på i udlandet, herunder Kina. Jeg er vendt hjem til Danmark, og hr. Fogh har allerede konstateret, at så går det ufattelig godt.

Shanghai er en vederstyggelig stor by, og skyskraberne erobrer horisonten hæmningsløst. Og hvis du antyder, at der er kinesere i hobetal, så har du ret. Ganske mange - sådan ca. 2-3 gange DK's mængde af etnisk korrekte gener spisende leverpostej og skrålende 'Vi sejler op ad åen ---'

Stort set alle de skævøjede var på gaden, da jeg beærede byen med mit åsyn og mit voluminøse korpus. Thi 1. oktober 1949 blev Folkets Republik født, i kamp, og det husker man stadig på de kanter, og det fejrer man med militærparade på Den himmelske Freds plads og med ferie og shopping i denne hellige uge i alle byer. Herom senere om tastaturet vil.

Og så var det slut. Kineserne havde fået deres besøgelsestid og SK 998 ventede utålmodigt i Pudong-lufthavnen med sin Airbus A320 på sæde 27C, hvor min røv sad klinet i samfulde 10 timer. Føj, det var længe!

Som flertallet af borgere lader jeg af aestitiske grunde mit ingenlunde smaatskaarne korpus tildaekke. Paa grund af modens luner og tidens voldsomme appetit kan der vaere behov for en relancering af garderoben, saa man undgaar hysninger og ukvemsord paa gaden. Saaledes forberedt har jeg kastet mig ud i projekt skjortesyning i de fem dage som er forundt i denne by, Kunming, hvilket involverer dels en kapabel traadfoerer, dels noget stof, der kan traaedes. En ungersvend paa hotellet var yderst hjaelpsom og vi fandt et ret ydmygt sted i den nordre del, taet ved Kunmings Normale Universitet, hvor en skraedder og hans to fodsymaskinebeherskere huserer. Imidlertid matte vi forlade ham stoffri, da hans tilbud var ganske lidt inspirerende.
Efter at have spurgt i oest og vest og have faaet anvist praecis disse retninger lykkedes det endelig at finde et sted, hvor udvalget af stoffer var brugbart, men ikke paa nogen maade prangende. 10 m stof er indkoebt, hvilket skulle raekke til 4 skjorter af den javistlige slags (og maaske ogsaa lidt til skraedderen?). Dagen i morgen er saa den, hvor det opklares om skraedderns uforstaaelige spoergsmaal og forslag til model fra antikverede tidsskrifter fra Maotiden, og vore klare danske anvisniger har resulteret i en toejkonstruktion, som kan praesentere sig paa de koebenhavske boulevarder!

Hvis du skulle vaere af den slags, som finder, at de fleste andre billister/trafikanter koerer raadent og ikke har forstaaet det mindste af faardselsreglerne, saa er Kina et land, hvor du ikke skal foere automobil eller cykel. Og hvis du skulle lade dig transportere, saa goer det med bind for oejnene! Og hvis du spadserer, saa se dig ALTID for!
Afstribninger, trafiklys, faerdselsregler er groft vejledende. Hvad der mangler i klar struktur bliver saa i et vist omfang opvejet af en betydelig grad af fleksibilitet. Man drejer lidt, skifter bane, overhaler uden- og indenom. Lastbiler og busser er stoerst og faar derfor mest respekt, men ellers gaelder det om at moeve sig ind og ud af koeerne saa listigt og hurtigt som muligt. Tro ikke at groent betyder, at du kan gaa over fodgaengerovergangen frejdigt og fro. Biler, cykler moever sig igennem, men dog med nedsat hastighed. Paa et tidspunkt var jeg i min groenvildfarelse ved at blive koert over af en bus, som ville frem!

Myggene tog vaeldig godt for sig af retten, mig. En optaelling paa min haand gav 49 hits og min underarm ca. 110 myggestik. Visse dele af kroppen undgik blodsugerne, saa jeg har formentlig faaet ca. 400 ialt. Koenne er de ikke, men dog ret diskrete og heldigvis ikke kloende.
Vi er nu 'flygtet' mod syd ifoert en sovevogn, hvor koncentrationen af myg var meget begraenset.
I nattens loeb har jeg saa faaet endnu et til samlingen, der hvor jeg er hoejest, hvis jeg skulle finde paa at plukke jordbaer, hvilket ligger mig temmelig fjernt. Og det kloer!
Ellers tror jeg dyr i Kina er til for at blive spist. Ingen fugle ses. Men levende aender, hoens, duer, hunde, fisk - lige parat til naadestoedet, wok'en og pindene.

Der er grumme mange kinesere i dette land, og de fremturer med at tale
dette sprog, som de har laert og anammet i barndommen, kinesisk. Heller ikke laese det kan man, og det er kun en meget ringe troest, at de naermest har det ligesaadan med dansk.
Der er i heldige tilfaelde skrevet vejnavne paa hovedfaerselsaarer med latinske bogstaver [og foroevrigt ogsaa saadanne fixpunkter som toiletter!], hvilket kunne vaere en hjaelp, saafremt man ogsaa skulle vaere i besiddelse af et kort. Imidlertid er det bedste hvis kortene har betegnelser baade paa laesbar form og saa kinesisk, saa man kan pege og faa hjaelp.
En parloer er afgjort et nyttigt redskab. Til aften fik vi f.eks. en meget beroemt ret her i provinsen, Sichuan: Hot Pot, hvor vi ved hjaelp af fingersprog samt parloeren fik gjort forstaaeligt, at vi ikke ville syde spiseemnerne i chilikoncentrat og heller ikke have vagtler eller oksemave, men derimod oestershat og bl.a. skinke, som dog viste sig at vaere en daaseskinke, sikkert fra Faaborg. Vi fik meget venlig, taalmodig og smilende instruktion i hvordan vi skulle gebaerde os, og det lykkedes os stort set at gennemfoere maaltidet forskriftsmaessigt. Dog var det ikke altid pindene makkede ret, og maaske var der svinet til i en stoerre omkreds om bordet end normalt.
Det kostede 78 Yan i alt.
Kl. er nu 21:36 og jeg vil snart overlade mit legeme til myggene.

I Kina er der mange kinesere. Rigtig mange. Ifølge mine oplysninger omkring 1.367.400.275. Mere kinastatistik: der er 40 byer med mere end 1 mio indbyggere, heraf ca. 8 med flere beboere end der lever i DK.

Et yderst spændende land med stor spændvidde og spændinger. Dette hav af mennesker og ris og nudler vil jeg beære med mit besøg (håber ikke det bliver gengældt for jeg har ikke plads i min hybel)

Vi vil lette røven m.m. vha. af SK 995 København - Beijing på lørdag. Sovningen bliver formentlig rædsom, da brugbare senge ikke er tilgængelige i flyet. Vi har dette hotel til rådighed et par dage, når vi ankommer til Folkets Republik: Yue Xiu hotel Beijing, 24 Xuanwumen Dong Dajie, 100051 Beijing, men ellers er vi stort set på egen hånd. Da kun få kinesere taler dansk, såvidt jeg er orienteret, må vi forlade os på parløren, som indeholder kinesiske tegn. F.eks. disse, som er printet på mit egenhændigt fremstillede visitkort.