Forholdsvis uskyldige gøremål som støvsugning og opvask er mig imod, og de bør helst undgås. Og sådan er det hele vejen igennem. Og har vist altid været. Ak, ja.
Så er det, at jeg henfalder i mismodige betragtninger om hvorvidt min forstand er nogenlunde kapabel og ved sine fulde. Måske tæres den af blegsot. I hvert fald bliver jeg jævnligt forulempet af en fiks idé jeg har, om at jeg bør undgå alt hvad der har med pligt og rutine at gøre. Sådanne krav om aktivitet opfatter jeg pr. definition som tvang med slavemæssige overtoner. Muligvis er det ikke sygeligt i klinisk forstand, men i store træk uhensigtsmæssigt!

Jeg kan dog berette, at jeg i den senere tid flere gange i upåagtede øjeblikke har taget mig selv i at rydde op, lægge på plads, organisere og al dens slags djævlegerninger. Så må jeg selvfølgelig stoppe, men det er sket, at der er gået mange minutter, hvor jeg har været uopmærksom på min brøde! Det er faktisk helt rart!

Så ligger man dér, og man kan ikke andet. Hovedet er invaderet af tanker af tvivlsom karakter, som skånselsløst forfølger hinanden. De kæmper alle for at få fokus, selvfølgelig med det resultat, at udbyttet af tankevirksomheden er minimalt. Kl. er 02:00 og stedet er min boksseng befolket med Javist og et ukendt antal husstøvmider og det løse. Dynen befinder sig for det meste ovenpå mit vandret udstrakte korpus.

Således underholdt i en time til halvanden, hvor den velsignede søvn aldeles glimrer ved sit fravær, begynder jeg at blive lettere mismodig. Jeg har to strategier, som sammen eller hver for sig af og til har ladet mig slumre: indtagelse af en muskelafslappende pille og/eller indtagelse af f.eks. et stykke rugbrød svinet til med grovdelt makrel i tomat eller det der er værre. Som sagt indfinder englene sig sporadisk efter disse retningslinjer. Dette er nu sket flere på hinanden følgende dage. Generende er det, da jeg gerne ville kunne udnytte mine sparsomme mentale ressourcer om dagen, såfremt der skulle være behov for det.

En hovedtransplantation ville måske løse problemet, men jeg har endnu ikke hørt om hvordan og om man har løst problemet med f.eks. at backuppe hukommelsen samtidig med at uønskede tanker, holdninger, idéer, adfærdsmønstre og den slags kan erstattes med mere af det sunde og rigtige.

Jeg har dog analyseret problemet dertil, at det nok er ønskværdigt ikke at beskæftige sig med noget der engagerer mig alt for meget. Det kunne f.eks. være at se TV3.

Har nogen bedre forslag til hvordan man narrer søvnen til at overmande én hører jeg gerne om det.

Som det turde være bekendt for de oplyste forlyster jeg mig jævnligt med gorgonzola. Den tjener specielt til at gøre morgnerne udholdelige. Mit køleskab er et af de mindst fyldte af slagsen man kan forestille sig her i Fogh-landet. Indholdet består typisk af homogeniseret sødmælk, som er den vigtigste vare og derudover ost, ost og atter ost i op til 5 varianter af de mere kradse, hvilket dog kun forekommer alt for sjældent. Ellers er det småt grænsende til minimalt med fødevarer til brug for de evindeligt  gentagne morgner og frokoster. En enkelt pølse kan snige sig ind. Afteningredienser er fraværende.
Skæreost, især grønne Gudrun hedder hun vist, er ret populær, når gorgonzolasuset skal afløses. Da hun kommer i aktion i reglen ca. 3 gange om dagen finder jeg det mest betimeligt, at mit skivestyringsmaskineri er tilgængeligt og derfor lægger det altid standby på køkkenbordet.
Så var det forleden nat, hvor mine gentage fåretællingsaktiviteter ikke fik mig til at slumre, at jeg tyede til sidste udvej: et stykke med Gudrun. Det var mig uheldigvis komplet umuligt at skive hende på sædvanlig behersket vis, da apparaturet var og blev væk. Jeg fik så med en grov og ujusteret kniv produceret en mastodont af en kæmpeskæv skive – se det var ost!
Om morgenen fortsatte min jagt på Gudrundeleren. Pist stadig væk. Indtil jeg pludselig kom i tanke om, at den med egen hånd var blevet forvist til en skuffe, der indeholder den slags. Mon orden er af det onde?