blog counter web metrics
Smartlog v. II » javist
Opret egen blog | Næste blog »

yndlingslæsning

28. aug 2007 15:21, javist

Jeg er jo lidt af en litterat (meget lidt), så derfor følger jeg naturligvis også med i familien Danmarks yndlingslekture: Nettos tilbudsavis. De lægger sig mere og mere op af Faktas tilstræbte humoristiske tone. Egentlig er der vel ingen tvivl om, at tilbudsaviserne udover at forsøge at få os til at købe noget, som vi tror er billigt, bare fordi de kalder det et tilbud, eller noget som vi ikke helt var klar over vi havde brug for, forsøger disse tilbudsaviser at give en oplevelse. Sproget er tilstræbt moderne og kvikt. Med på noderne! Oppe på beatet! Fremme i skoene! – så har vi noget at tale om.
I Nettos nyeste tilbudsavis lanceres der et nyt? udtryk, et af de såkaldt mundrette: ”sæsonindmeldte”! [det er noget med ispinde]. Kan nogen dødelige eller til nød hjemstavnsdanske forklare hvad det betyder. Taler vi om de retfærdige som forlader Foghs spindoktorstyrede parti og politik til fordel for det populistiske Ny Alliance, hvis politik synes at være at de højestlønnede skal slippe billigere, og så vil de gerne i regering – og ellers mener de ikke noget?
Når vi nu er i gang kan jeg lige så godt også nævne: ”Kogt tiger rejer opdrættes i dambrug . . . ” – hmm, smart at man ikke behøver at behandle dem, men at de bare kan spises.
De hjemstavnsdanske kunne måske også undre sig lidt over ”Økologisk helbladet haricotes” – nu er bønner ikke in mere.

pølsers ansvar

17. aug 2007 12:18, javist

Som flere af individerne tilhørende den indueropæiske sprogstamme har jeg fundet det betimeligt og oven i købet også muligt at indtage føde med (alt for) regelmæssige mellemrum. Ethvert tidspunkt finder jeg velegnet. Så¨ledes kan jeg udmærket finde på omkring kl. 12:48 at forlyste mig med f.eks. kartoffelrugbrød med et passende antal stykker hvisløgsspegepølse, gerne med en vis drøjde, så smagsløgene har noget at arbejde med.

Desværre må jeg med stigende irritation konstatere, at denne såkaldte franske hvidløgsspegepølse, oven i købet med trikoloren som udsmykning, er temmelig indskrænket! Formentlig ikke fordi den er fransk skal jeg tilføje, selv om alle jo ved at franskmænd er arrogante og selvfede. Kort fortalt er situationen den, at det forekommer med stigende hyppighed , at efter jeg med nogle få elegante bevægelser har skivet pølsen og derefter i al rolighed har fortæret den må opleve lang tid efter, at den resterende pølse stadig lumrer på køkkenbordet. For mig turde det være indlysende, at når hvidløgspølsemissionen er fuldført skulle den forføje sig til mere konserverende omgivelser, f.eks. mit køleskab, men det forstår pølsen åbenbart ikke!

Samme genstridighed oplever jeg med kaffemaskinen, som på trods af at jeg har udstyret den med alle remedier til brug for fremstillingen alligevel ikke føler sig foranlediget til af egen drift at påbegynde brygningen. Koldt! 

Andre redskaber og apparater udviser samme himmelskrigende  adfærd. Det er stærkt bekymrende. Det ender vil med, at jeg selv må tage ansvaret for pølsen, kaffen osv!   :((

om kyllinger

15. aug 2007 13:08, javist

De intelligente læsere af denne blog skal naturligvis ikke  snydes for mine kunstneriske haikuudfoldelser, og min skarpsindige politiske analyse. Derfor tøver jeg ikke unødigt med at viderekolportere dette digt:

Fogh er en Kylling
fantast, magtsyg og sleben
- ægte Rasmussen

biroller

1. aug 2007 15:45, javist

En smule nedtrykt er man naturligvis altid. Heller ikke i år blev jeg fejret som årets piberyger, hvilket måske nok har en rimelig forklaring, eftersom jeg ikke ryger, altså bortset fra på røven en gang i mellem, fordi min balance er miserabel. Værre er det, at jeg endnu ikke har fået hverken Cavling-  eller Nobelprisen. Jeg ved sådant set heller ikke på hvilket grundlag det skulle ske, men man kan vel dispensere og give ad hoc? Men derimod anser jeg mig for yderst velkvalificeret til at få en Bodil får årets birolle – jeg spiller utallige biroller og har gjort det i umindelige tider. Godt nok uden udpræget bevågenhed og applaus, men yderst kompetent skulle jeg mene.
Alle disse uheldige omstændigheder har naturligvis holdt mig søvnløs mangen en dag uden jeg har fundet en antagelig forklaring på miseren. Det har skabt et udpræget behov for kompensation og trøsten. Jeg har forsøgt mig med brownies. Ikke godt. De fleste er ikke egnede som menneskeføde og dem der til nød lader sig spise feder. Og er sikkert usunde.  Jeg har læst flere bøger såvel som avisen, men det giver kun kortvarig udsættelse af mismodet.  Måske et nyt lysstærkt objektiv ville hjælpe. Tror ikke helt på det, f.eks. har jeg lige købt denne lille fikse bærbare jeg skriver på nu mens jeg søber latte, men jeg tror nu kun at det har en kortvarig affekt.
Måske skulle jeg købe mig aflad for mine synder, men jeg kan ikke finde en leverandør.a