Når jeg selv skal sige det, og det er jeg nødt til, når åbenbart ingen andre orker, er jeg ganske kapabel til at mæske mig med indiske lækriteter, som f.eks. tandoori chicken, lamb vindaloo eller Saag Aloo (kartofler med spinat). Jeg har med ret stort held frekventeret hovedstadens indiske restauranter. Det er mit mål at være fortrolig med alle præsente masalaudbydere, dog lige med den tilføjelse, at jeg ikke har lyst til at betale en formue for at interiøret skal være chikt og tjenerne går med liberi med guldepauletter som en anden falleret hofmarskal. Mangler pt. kun én i denne kategori.
I går fik jeg pludselig en hartad ubetvingelig lyst til at repetere en af de indiske i min nærhed, Ali Baba, hvor jeg fik vindaloo, som var udmærket og næsten lige så chiliinficeret, som den skulle være. Altså stort set respektabelt. Det interessante, set fra mit synspunkt, var, at jeg undlod at spise det hele. Det er efter min noget ramponerede hukommelse første gang det er sket! Måske når jeg at blive voksen inden jeg skal have aldersrente?
NB: Min yndlingsinder er Restaurant Al-Diwan på Vesterbrogade, som diverterer med en delikat buffet (pt. 98 kr!). Advarsel: chilitilsætninger kan forekomme.

Der findes mange glæder i denne verden. Her kan jeg f.eks. nævne nydning af Gorgonzola. Om du henregner kroppens basale udskilningsaktiviteter til denne kategori ved jeg ikke, men som oftest finder jeg aftrædelsen behagelig, dels er det så vidunderligt velkendt og forudsigeligt, og dels letter det ofte et pres eller fjerner noget ubehag. Og man har som regel fred for omgivelsernes ubønhørlige krav om opmærksomhed.
Når man bevæger sig rundt i samfundet, altså det danske mønstersamfund, kan man i uheldige tilfælde blive ramt af denne aftrædelsestrang, og så er det glæden, det spændende/udfordringen kommer, når man har udført sin mission: hvor sidder nu den dims, der skal trykkes halvt eller helt ind? Er der flere knapper at vælge imellem? Kræver det det lille wckort eller kan man bare hive i knappen ovenpå?
Nu har jeg nyligen været i sydenden af Italien, og dér kan jeg røbe, at der (efter min erfaring) er en deprimerende uniformitet ved vandudskylningsaggregaterne: Overalt fandtes en stor iøjnefaldende knap anbragt ca. 38 cm over wcbrættet, som når man først har erkendt dens placering og funktionalitet kan bruges igen og igen sted efter sted. Kedsommeligt!

I øvrigt anbefaler jeg, at du fornøjer dig med denne blog på en anden destination: http://javist.dk, da den opdateres hyppigere.
Denne vil blive nedlagt.

Og i øvrigt kan man ikke abonnere(rss) :(
men på den anden

Jeg tror alle dagene var helligdage. Uanset at dagens destinationer udadtil virkede fredsommelige og nærmest uskyldige viste det sig med forbløffende regelmæssighed, at den dybere bagtanke med netop at diffundere i disse omgivelser var at dåne, beundre, vederkvæge, fordybe sig i relikvier, helligdomme, manifestationer af Forsynet og bygninger med hints i den retning. Dette holder jeg også meget af. Sådan en slags rettidig nysgerrighed.
Jeg har altid ønsket at være religiøs, fordi det i min normaloptik er udtryk for fordybelse og differentiering. Det er også meget åndeagtigt. Måske hvis ånden var i mig jeg kunne affinde mig med livets dårskab og Forsynets uransalighed. Desværre glimrer ånden ved sit fravær, så jeg må nøjes med at være en forhutlet rationalist med åndelige afvigelser. Jeg søger, men finder kun smuler. Google er ikke til megen hjælp kan jeg røbe.
Ovenstående foto taget med egen pegefinger i Rossano i katedralen: Madonna acheropita
Af grunde jeg ikke kan redegøre fuldt tilfredsstillende for finder jeg syn som dette inspirerende.

Jeg har været udsat for adskillige overgreb fra Forsynet på det sidste. Relativ velankommet hjem fra mit besøg hos macho’erne og donna’erne i sidste uge skulle jeg styrke mig med ægte dansk kaffe, som i kopi i Italien går under navnet americano. En uskyldig og harmløs aktivitet skulle jeg mene. Og i øvrigt velfortjent. Imidlertid har Forsynet i mit ret korte fravær sneget sig ind og har brutalt åbnet det skab, hvor kaffefiltre henslæber deres kedsommelige tilværelse, mens de venter på at dåden bliver deres, og derefter listet disse kaffefiltre ned i tyvesækken og solgt dem på den sorte børs!
Mindre naive personager kunne hævde, at jeg bare har brugt dem op! Nix, siger jeg bare.
Endnu værre synes jeg det er, at min papirkurv, som jævnligt fyldes med udgydelser fra og af værste skuffe også er blevet bortskaffet på satanisk vis. Jeg har ledt i køleskabet og alle andre indlysende steder, hvor den kunne have forføjet sig. Pist borte. Kan man i distraktion putte en papirkurv i lommen og bevidstløst smide den i containeren? Forsynet, Forsynet har skylden!
Jeg havde ellers mistænkt Forsynet for en tredje forbrydelse: bortskaffelse af mine wc-rengøringsmidler. Disse dukkede dog op på mirakuløs vis. De lå naturligvis i min rygsæk!

Som bekendt findes der en del italienere og det endog i flere typer. Her kan i flæng nævnes machoer, donnaer, bambini og høns og Berlusconi. Sidstnævnte er en depraveret mandsperson, som kun bør omgås med yderste forsigtighed. Man kunne hævde vedr. disse italienere, at de i højere grad forefindes i en distinkt urform, især dem, der tilhører arten homo erectus, end de f.eks. gør i dette vort moderland, Danmark. Altså kvinder synes at være meget kvindelige og i den dur. Sådan forekommer det mig i hvert fald, måske fordi jeg ofte benytter læsebriller og i øvrigt har en katastrofal dårlig hørelse, men ellers har gode gener, en lidt rigelig stor næse og altså er næsten ved mine fulde fire.

Det var så i sydenden af dette land, Italien, at jeg for ganske nylig lod mig transportere rundt i en bus. Vi kørte som regel på vejene.
Jeg bemærkede hurtigt, at dette land er noget mere bulet end Lolland-Falster. Det var så ofte på disse ret store buler, at byerne temmelig pittoresk var placeret. Det gav bedre udsyn, men udmarvede ben. Hvis italienerne ikke havde disse mange scootere og automobiler ville de sikkert udmærke sig i maraton og lignende discipliner. De af fiaterne, som ikke rullede rundt og dyttede stod henslængt hvor som helst der fandtes en ledig kvadratcentimeter og siestaen blev ofte holdt på kørebanen indtil en eller anden nævenyttig person skulle forbi.
Mere senere.

Nu jeg alligevel lå i min seng kunne jeg lige så godt udnytte tiden til at drømme lidt. Det gjorde jeg så. Og jeg vågnede også, tror jeg:

”I mit firma [?] får man fint besøg af hr. Bush jr. Jeg bliver udspurgt vistnok især om hvad min holdning til det perfekte er. Noget i retning af at jeg forbeholder mig ret til at være fremragende på alle områder, der passer mig, siger jeg. Væver. En yngre knøs, som synes at være min chef, er begejstret for min indsats, og han udtaler, sikkert en smule uovervejet, at jeg har gjort mig fortjent til 10.000 kr. I øvrigt vil han nu forflytte mig til en afdeling, hvor jeg kan boltre mig med medier. Hmmm, øhhhh. Skrive, javist! men jeg gider jo ikke skrive reklametekster og den type junk, men hvad så - jeg kan vel se hvad det går ud på?”

Mon denne drøm er et formummet budskab fra EkstraBladets chefredaktion eller er det Deep Throat fra forlagsbranchen der hvirvler englestøv?

I øvrigt fiser jeg nu sydpå en uges tid:

Tag med Metro MET M2 fra Forum st til Nørreport st (Metro). Afg. 04:52
Tag med RE 2006 fra Nørreport st mod Kastrup Lufthavn st . Afg. 04:58
Ankomst Kastrup Lufthavn st 05:15

Jeg anbefaler, for din egen skyld, at du dagligt læser udvalgte indlæg på min 'nye' blog http://javist.dk i mit fravær.

Som tiden går bliver de fleste ældre i hvert fald fysisk. Nogen af os bevarer på trods af indsigt, rynkerne og langsynet en vis nysgerrighed og åbenhed, tror vi, og det er det der kaldes ungdommelig, og sådan skal man helst være. Blandt fjendtligtsindede og i omegnen af Javist kaldes det også naivitet, umodenhed, manglende selverkendelse. Jeg mener dog selv at have nagelfaste beviser for, at jeg er et pragteksemplar af menneskeracen – og de der skejer ud ved at opponere mod dette ved naturligvis ikke hvad de tænker og hvorfor. Måske tænker de slet ikke.
Men det lader sig ikke skjule at udover både kroniske og overfladiske sår på sjælen og auraen har Forsynet forsynet mit korpus med nogle udfordringer. Her kan nævnes en svaghed for grovdelt makrel i tomat og gorgonzola og ikke mindst et forsøg på at udslette mit indre øre og stofskiftet [jeg mener ikke regelmæssig fornyelse af benklæder!].
I mangel af bedre har korpset af læger resolveret, at piller, f.eks., kunne udbedre nogle af ulemperne. Og så er det vi kommer til dagens altoverskyggende spørgsmål: hvorfor er det lige, at alle piller skal være kedsommeligt runde og hvide og ligne hverandre? De smager heller ikke godt. Hvorfor kan de ikke være kubiske, penisformede eller tigerstribede og smage af gorgonzola? Jeg spørger bare!

En tilfældig morgen gerne i sommerhalvåret, f.eks. i dag, kan jeg sidde i min ikke særlig komfortable sovesofa med armene i korsfæstelsesstilling på ryghynderne og mine bukseløse rimelig velproportionerede ben monteret på mit marmorbord. Derved er jeg så fikseret, at ikke tilfældige lokale vindstød kan bringe mig ud af balance eller fatning. Hvis jeg så kaster mit blik mod østsydøst har jeg udsigt til livet på min gade. Der sker ikke voldsomt meget, sjældent større trafikuheld og vist ingen mord.
Af og til ses en skulder og et hoved defilere forbi ofte med en forholdsvis jævn og hastig fremdrift. Ud fra mine tidligere erfaringer fra en anden udkigsposition f.eks. stående vurderer jeg at der er tale om en cyklist. Ser jeg lidt af skulderen og antydning af lidt mascara gætter jeg på, at det kunne være en yngre kvinde, f.eks. Fie. Da jeg ikke kan se hendes understel, står det skrevet i tåge om Fie er iført en storblomstret kjole på en væltepeter af en bedstemorcykel eller evt. offblue jeans med frynser på en chik herreracercykel med 10 gear. Under disse omstændigheder er jeg afskåret for at afgøre om Fie er på vej hjem fra vuggestuen eller tværtimod satser voldsomt på at udmærke sig på sit arbejde og fortjenstfuldt gøre karriere.
Denne uvished kommer jeg nok til at leve med.

[denne blog vil snarligen blive flyttet fuldstændig til http://javist.dk , så for din egen skyld skulle du læse dér!]

Som jeg allerede har antydet en hel del gange slumrer jeg i enhver betydning om ikke sødeligt så i det mindste. Om natten. Også denne nat var kortere end sådanne burde være. Når jeg så om end nødtvungent lader bevidstheden komme til mig har jeg en øvelse, en eksercits grænsende måske til et ritual.
Øjnene. Jeg trakterer dem begge en ad gangen med tommelfingeren! Det er underholdende og ganske fornøjeligt. Jeg nulrer og ofte lykkes det mig at frigøre ganske små partikler af den art som går under navnet søvn. Det kræver betydelig øvelse, agtpågivenhed og akkuratesse at gøre det effektivt uden at gøre skade. Det er nu gået op for mig, at denne massage har vital betydning for mit velbefindende. Mine øjne bliver smidigere og kapable til at kaste sig over sortimentet af farver og former, som netop i dag fremtræder i halvdunkelt skjul. Måske udgør min nulren også et psykologisk forberedelse til at forlade mine trofaste husstøvmider og min kanaliserede og polyestertilstoppede dyne og gør mig bedre rustet til at se virkeligheden i al dens gru og overfladiske letsind.
Jeg ser alligevel kun det jeg kan og vil se.

Snart venter kaffen og gorgonzolaen.

Min venstre tommelfinger sover meget tit, næsten regelmæssigt. Helt på samme måde som den højre. Det er jeg ingenlunde utilfreds med, da hele hånden og det øvrige indskrænkede korpus deltager i disse festligheder. Det foregår i langt de fleste tilfælde om natten, hvor jeg er horisontaliseret i min boxseng hævet 44 cm over gulvet i sikkerhed for anakondaer og søpindsvin. Uheldigvis har den været ret indskrænket, søvnen, den seneste tid. Antagelig fordi min hjernekiste bulner af overvejelser og halsløse projekter.
Og der sker så det hver eneste dag, at jeg pludselig opdager, at jeg har forladt min søvn helt og det aldeles uden at have haft denne hensigt. Surt! Efter kun ca. 5 timers møde med englene føler jeg mig ikke rustet endsige forpligtet til at tilbagevise dagens trusler. Men dagen har travlt, den venter ikke, og jeg halser bevidsthedsindskrænket efter, men jeg når den sjældent inden aften.