Lørdag stillede jeg mig op blandt pøbelen og fotografer iført 2-3 kameraer, samt en kasket med blå army marmorering. Det silede, godt nok adstadigt, men silede gjorde det.

Optogene trippede på stedet, der dog flyttede sig lidt en gang imellem. Musikken bestod for hoveddelen af trommer og andet slagtøj, som blev trakteret med ildhu og taktfuldhed. Det var mavedunkende og flere knap så taktelskende sås iklædt ørepropper og somme gjorde endog grimasser, som for at antyde at nydelsen af sambarytmerne ikke var fuldendt. Jeg kunne nu godt lide det, især da jeg ikke skulle kommunikere verbalt, så forsøgsvis vippede jeg lidt med tæerne i takt.
Tatoveringer både for og bag, intimsmykker og paillettebeklædte bh’er fyldt passende ud, og velproportionerede lår i stiletterne, farvede strudseefterladenskaber vajende ovenover den meget røde læbestift, utilbørligt mange smækre kvinder – stof til mange drømme

Ja, så skal der igen rystes maver og makeupen have en ekstra overhaling. Der er blevet tyvstartet i flere etaper, bl.a. i dag på Rådhuspladsen i København, hvor tilsyneladende både villige og uskyldige børn promenerede og sambaede iført farver og skørter. Af og til blev stikkerne smadret mod skindet og rytmen sneg sig langsomt ind i kroppen.
Det fortsætter i morgen med optog - bare maveskindet har sit på det tørre.

Jeg har to brødre der er yngre end jeg, fordi jeg er den førstefødte. Den bror som er yngre end den anden bor i Jylland, og det gør den anden bror for øvrigt også. Så er det på plads. Men han har lige ved koncentreret arbejde og salg af effekter fra sine gemmer erhvervet sig et pænt beløb, som skal tjene til at sikre rettidig forråd af døde økologiske dyr og dåser med maling og måske også gravhakket makrel i tomat. Og ikke mindst lukke meget sultne huller i privatøkonomien (læs røde saldi).
Så var det, da han refererede dette til min ip-telefon, som jeg tilfældigvis lyttede på, at jeg kom til at ytre: ”bare det var mig” En aldeles tåbelig og fornærmende ytring! Sagen er nemlig den, at min økonomi er ganske solid, da mine mursten er guld værd og jeg kunne tømme Frederiksbergs butikker for grovhakket makrel i tomat uden at mine konti ville fortrække en mine endsige udstede trusler om bankerot og den slags. Så jeg ’mangler’ den følelse af at jeg virkelig kan gøre glædelige fremskridt i økonomisk henseende.
For at det hele ikke skal være idel lykke og kvalmende harmoni vil jeg dog ikke undlade at nævne at der er andre områder, hvor mine konti står i minus. F.eks. er min sociale diversitet begrænset, mine kærester overordentlig fåtallige, mit venstre knæ smertende og jeg har udsigt til grønne, grønne træer!

Det sker temmelig ofte, lad os bare sige tit, at jeg fiser rundt på indernettet. Undersøger dette og især hint. Installerer f.eks. et nyt billedgalleri i det håb, at det reagerer smidigt og følsomt på mit mindste vink. Måse læser jeg også ATS med tillæg. Og kaffe slubrer jeg i mig undertiden med velbehag eller også af en simpel afhængighed og vane. Javist.
Uden nogen har gjort opmærksom på det er der gået 3 timer. Eller løbet. Men kan det nu være rigtigt? Mine utallige kronometre gør det ikke muligt på forstandig vis at tvivle på tidsmålingen. So what? Jeg er tilbøjelig til at tro, at jeg har haft et eller flere blackouts. Måske har jeg været et smut på Sirius. I hvert fald væk – uden for min effektivitets pædagogiske rækkevidde.
Jeg har vist brug for flere whiteouts!

Ure er gode. De kan bruges til at gå rundt med, og i de fleste tilfælde kan man ved at inspicere dem få en idé om om klokken har slået.
Jeg har altid været fascineret af ure. Lige fra dengang, hvor de gik som vinden blæste, skulle trækkes op og kontrolleres om ikke dagligt så ofte for ikke at skeje alt for meget ud.
I en af Sjöwall og Wahløe’s kriminalromaner fra det forrige århundrede, jeg husker ikke hvilken, forekommer en person, som blev kaldt sekundjager. Han fik reguleret sit mekaniske ur, så det gik meget præcist, akkurat som jeg!
Mine fyrstelige gemakker er indrettet sådan, at ligegyldigt hvilket møbel mit legeme er nedsænket i, er der mulighed for at se TIDEN, uden at jeg skal dreje hovedet synderligt. Mit forråd tæller derfor pt. 8 digitale vægure med viser, 2 uden, heraf 4 der justeres fra Frankfurt. Den eneste lokalitet, som er TIDSLØS er badeværelset, og jeg erkender gerne, at det er en belastning, og jeg opholder mig derfor selvsagt kun dér, når det er strengt nødvendigt.
Jeg har også et ældre pendulur, som er inaktivt pga. skade.
Der skulle eksistere et svejtsisk ur, som bruger kugler, der fiser rundt. Det kunne jeg vældig godt tænke mig, men det koster en halv bondegård (polsk).
Det er måske perverteret, men formentlig ikke skadeligt, og meget lidt voldeligt

Der skal være orden, rett d g omhu, men ng for at samfundet og t lværelsen   øvr gt kan forme s g t l lykke og fælles bedste. Derfor må man lade s g lede af rat onelle overvejelser og naturl ge  déer. Det er ubet nget nødvend gt med en  deolog , en holdn ng, en v s on. Lader man hånt om d sse  ndlysende forudsætn nger for fremgang og et  ndholdsr gt l v både på det pr vate og pol t ske plan er der r s ko for depress on og samfundets undergang og opløsn ng.
Lad pr nc pperne styre og fornuften råde.

For nogle år siden, da min hørelse ikke behøvede smørelse eller kunstigt åndedræt havde jeg for at fornøje med musikalske udfoldelser, især, anskaffet mig et stereoanlæg. Uden at overdrive kan jeg roligt postulere, at det var glimrende grænsende til det sublime. Og jeg er ganske sikker på, at det også blev betalt med utallige tusindlapper. Af mig. Det er også sådan, at det er mest praktisk, hvis alle elementerne i anlægget kan stuves sammen i en reol. Derfor anskaffede jeg mig en sådan indeholdende bl.a. skuffer, og jeg forbandt møjsommeligt alle ledninger.

Uden at overdrive kan jeg roligt postulere at mine handymangener er forfærdelig forfordelt til fordel for afslapningsgenet. Så skete der det, at min hørelse simpelthen forsumpede. Efter alt for lang tid indså jeg endelig, at jeg ikke helt i passende mængde fornøjede mig med fagot, fuglekvidder og forvrængning, så anlægget måtte eksproprieres. Nu har jeg skufferne tilbage, som opfører sig usømmeligt som det ses. Ligesom for øvrigt min vandhane. Jeg tvinges til at udtale under indtryk af massive overgreb fra forsynet: det er skuffende.

Så sidder jeg dér i min ret kolorerede sovesofa, hvor ryggen ikke har det godt, undtagen hvis den er udstrakt vandret og sover. Og jeg er påklædt. I den anden ende sidder en kvinde, også påklædt formoder jeg. Altså af røret, telefonen. Eller noget.
Og det er i hvert fald besværligt at konversere. For mine ører er gebrækkelige og lyden elendig. En helt igennem upassende kombination. Det flyder ofte, jævnt hen, og som regel indfinder de sig på rette tid og sted i mine sirlige tankerække [jeg kalder det tanker!] og mine eksorbitante sætningskonstruktioner. Pludselig, pludselig mangler noget jeg skal bruge. Et ord eller en snæver vending. Magasinerne bugner af  subtile gloser, herunder adverbier, men om de vil indfinde sig på rette tid og sted. Eller noget. Så jeg vrøvler, og        ,og vupti kommer et   , måske ikke det helt rigtige, men til   brugbart. Eller også indfinder       sig slet ikke. Og meningen går tabt, øhh, altså hvis der havde været nogen. Eller noget.

Det er faktisk ret irriterende,    ?

Universets skaber, hvad hun så hedder, har ikke maget det sådan, at dage og måneder har samme længde. Når man betænker hvilke konflikter og forviklinger dette medfører må jeg betragte det som en alvorlig fejl fra hendes side.
En måske noget mindre fejl er, at heller ikke årene har samme antal milisekunder. Det giver store problemer med februar i mange sammenhæng. Men har du nogensinde tænkt på at vores oplevelse af dagene også bliver fatalt påvirket af hendes sjusk. Faktisk forøges afvigelsen hver eneste evige dag med ca. 59 sekunder. Det beyder at sammenligner man f.eks. 16.3.2004 med 16.3.2007 vil der være en forskel på 15:31:25 i forhold til planetes virkelige placering i forhold til solen, og så har jeg ikke engang korrigeret for alle finurligheder med skudår (’århundreder delelige med 4′).
Rystende. Det er svært at sidde fuldstændig fattet og drikke sin morgenkaffe under de omstændigheder!

Hvad er forskellen på Anders Fogh Rasmussen, statsminister for DF og hans tro BurkaVæbner, tidligere partisekretær nu beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen [herefter kaldet AFRsfDFohtBVtpnbCHF] og Lyse Mentholbolcher fra Evers uden farve, som for øvrigt efter min smag godt kunne være kraftigere mentholiseret [herefter kaldet mentolbolcher].
Elementært:

Mentholbolcher er søde og kan ikke være onde – med AFRsfDFohtBVtpnbCHF er det lige omvendt.

Således passeret.

Jeg har skrevet 3 testindlæg vedr. ping til overskrift.dk og blogbot.dk. Troede egentlig at blogbot.dk fungerede, men det viser sig, at det formentlig kun virker, når man selv laver en re-ping hos blog bor - i hvert fald er mine 2 sidste testindlæg ikke registreret, slet ikke hos overskrift.dk. Dette finder jeg yderst beklageligt!

update: dette indlæg er ikke på nogen af de to nævnte! Dette selvom blogbot.dk takker ydmygst for pinget, men overskrift.dk melder stadig 'communication errror' Satans!

Man er omgivet af ignoranter, landsbytosser, intimspraymisbrugere og tidsåndsmedslæbende skaldepander. Og perfektionister. Ufattelig mange. F.eks. kan jeg anføre at mange mener at diverse (husholdnings-) maskiner betyder en stor lettelse i dagligdagen for den travle blogskriver. De er intelligente! Tænk bare på en computer – skulle man skrive i hånden til alle der skulle læse ens uundværlige udsagn om grovhakket makrel i tomat, f.eks., havde man jo ikke tid til andet. Men maskinerne er ikke intelligente nok.

Tag nu en kaffemaskine af mærket Braun, sådan en har jeg tilfældigvis. Det turde være nogenlunde klart, at kaffemaskiners hele mission og eksistensberettigelse i store træk er at producere kaffe. Altså man poster vand fra hanen, hvis man ikke har råd til at købe det på flaske, ifører maskinen et muligvis ubleget kaffefilter som anbringes forskriftsmæssigt og tildeles kaffebønner. Voila.

Her kommer så det perfektionistiske ind. Som antydet ovenfor var det ikke for at kogevaske hvidt bomuldsundertøj at kaffebrygningsaktiviteterne blev påbegyndt, så da der var gået et mindre antal minutter, forventede jeg, at kaffeduften så sagte spredte sig over hele matriklen. En nærmere undersøgelse viste, at kaffemaskinen end ikke havde overvejet at gå i gang, og at den på næsten autistisk vis krævede at startknappen skulle berøres med let hånd før den ville gå i gang! Intelligent! :-(

Måske skulle jeg være meget taknemmelig, fordi Smartlog er blevet ’forbedret’. Vel stort set på den samme måde som en vis hr. Fogh f.eks. har ’forbedret’ Hjemmehjælpen: i princippet skulle det være en udvidelse og give større valgfrihed, men virkeligheden er at Smartlog er blevet tvangsnormaliseret. En vis begrænset mængde moduler er blevet tildelt, men de var der også før, og der kunne man selv redigere i udseende, farver osv. Så reelt er der tale om betydelige indskrænkninger. Muligvis er det en lettelse for en bruger med begrænset teknisk indsigt og dem er der sikkert såre mange af. De væsentligste grunde til ’forbedringen’ må formodes at være de samme som driver hr. Fogh nemlig effektivisering, tvangsnormalisering og besparelser.

Så jeg er et utaknemmeligt skarn!