Mon jeg egentlig er det tøserne kalder en rigtig mand, mr. Right. Næppe. Jeg har godt nok det udstyr som mænd bruger, når de er mest rigtige (og jeg mener ikke kyllingehjernen), men jeg holder ikke meget af at slå løs på en rigtig kvinde og brøle hende direkte ind i venstre øre, at hun er en smatso. Jeg tror også, at min voldtægtskapacitet er mindre end mådelig. Faktisk kunne mit højrehåndshook være betydeligt bedre.

Jeg har overanstrengt min højre arm ved at spille badminton forholdsvis uhæmmet, hvilket måske er ret kyllingehjerneagtigt, men i denne sammenhæng er mådehold ikke min stærke side. Derfor må jeg flere gange om ugen portere mit korpus til en anstalt, som hævder at anstrengende og smertende øvelser skulle reparere på skaderne. Således lader jeg min røv stifte bekendtskab med sadlen på min cykel, som jeg nu har konstateret ikke er let blå, men derimod grå, og lader underekstremiteterne cirkulere, hvorved helvedet kommer til mig.
Når jeg har gjort det, man nu betaler for at kunne gøre sådan et sted, er jeg kommet til at svede. Ganske vist er overdreven renlighed og sæbe ikke sundt for kroppen, men jeg vover alligevel at tvætte mig under de temperaturregulerede stråler. Jeg har en hysterisk barnlig vane: når jeg er færdig med strålerne placerer jeg mig strategisk og med et tilsyneladende elegant kast forsøger jeg at få min gelbeholder til at lægge sig til hvile på radiatoren! Sidste gang lykkedes det! Yes!!

For øvrigt synes jeg, at det var rørende at se de økologiske køer storme lykkeligt ud i det jomfruelige friske græs. Så kan jeg vel ikke være mere urigtig.

Der er 1 afviger, vistnok en italiener, selvom det ikke har meget med sagen at gøre. Men os andre sover jævnligt, som regel en gang i døgnet. Om natten. Men ikke italieneren. Det er nok derfor, at "Vild med dans" og "Hammerslag" ikke sendes live kl. 03:00.
Og vi vågner som regel - det har jeg i hvert fald gjort ret ofte. Også denne morgen, hvor lyset sneg sig forholdsvis forsigtigt ind ad de meget upudsede vinduer, som om det ikke ville forstyrre. Jeg tænkte, mens jeg lå helt og aldeles horisontalt, om det mon kunne være nu jeg skulle vove mig ud af sengen: gulvet er jo lidt koldt, soveværelsesskabene meget grønne, og endnu en gang ville hobe af delvist løste problemer og uforarbejdede dynger trænge sig på.
Altså iværksætter jeg en slumreindsats, men uheldigvis uden udpræget soveeffekt. Nå, tænker jeg, søvnen er mig ikke nådig.  Een må hellere vertikalisere sig. Så må jeg igennem morgenernes ret hyppige udfordring: at gætte hvad klokken er. Efter at have åbnet øjnene igen og misset ganske lidt i det nu mere fremskredne halvlys, resolverede jeg, at klokken nok var 8:43. Mit digitaliserede vækkeur viste halv ni. Ikke helt tilfredsstillende. Heldigvis kom jeg i tanke om, at vækkeuret pga. gentagne strømafbrydelser kun var mådeligt synkroniseret. Et blik på mit armbåndsur, som sad fastgjort på mit håndled, godtgjorde at klokken faktisk var 8:43! Javist, en dejlig start på dagen: nu er min afvisningskapacitet øget fra 0,72 til 0,81, og mit præstationsbehov faldet fra 2,7 til 2,5! Hvad mere kan man ønske, bortset fra gorgonzola på groft durumbrød, kaffe og lykke?

Som det turde være bekendt for mine 3 faste læsere, hvis de stadig lever og har det godt, så konsumerer jeg jævnligt grovdelt makrel i tomat, og i lyse stunder filosoferer jeg over tilværelsens fordele og ulemper. Forbløffende nok har jeg på mine gamle dage udviklet en sær tilbøjelighed til at overveje om tilværelsen kunne have brug for min tilstedeværelse også uden for matriklens skærmende mure. I skrivende stund hvor solens stråler penetrerer jetlaget og desforuden kan skimtes gennem de meget upudsede vinduer forfattes netop dette indlæg for ikke bare at give efter for denne urimelige trang til at berige samfundet med mit nærvær.
På samme måde har jeg iagttaget, at jeg for et repræsentativt udsnit af populationen, som omfatter folk, kvindfolk, cockerspaniels og mandspersoner med hat udviser en nærmest repressiv overbærenhed. Kun sjældent, efterhånden, går jeg over til håndgribeligheder og voldsanvendelse hvis nogen siger noget, hvad de selvfølgelig ikke burde, som jeg er uenig i. Ej heller er jeg særlig fordømmende men ser andres meninger som en forvirret og fortabt sjæls sære manifestationer, hvilket de som hovedregel ikke kan gøres ansvarlig for. Altså er jeg mild og god, i hvert fald efter min standard. Javist skulle jeg måske ytre, eller ja viist?
Så nu kan jeg ikke udsætte det længere, men må list mig ud af bagdøren, hvor min vistnok lettere blå herrecykel af mærket Kildemoes, utålmodigt har afventet min saddelbestigning.