Jeg kender en person. Et menneske forsynet med et lige cpr-nummer, altså en kvinde. Lad os kalde hende A. Langt det meste af A er 81 år gammelt, såvel organer som lemmer, men der er vist udskiftet mindre løsdele hist og her.
Ikke fuldstændig overraskende fungerer ikke alt som nyt, således måtte A en tur på sygehuset med brystsmerter, det var kranspulsåren, som var forsnævret, forkalket. Heldigvis kunne en ballonudvidelsesbehandling (primær PCI) afhjælpe problemet.
Ind træder på stuen en sygeplejerske, B, for for anden gang at søge at overtale min mor til at deltage i et forsøg, der skulle medvirke til afklare hvorledes man evt. kan modvirke en evt. depression efter indgrebet. Denne gang er teknikken at stille 3-4 spørgsmål til A om humøret. B konkluderer at A er deprimeret og anbefaler kraftigt, at A så skal deltage i forsøget. A ønsker fortsat ikke at medvirke. B hvæser så "så kan du godt regne med at du falder om på gulvet med en depression, når du kommer hjem" - jeg er ikke helt sikker på, at en sådan udtalelse virker positivt på helbredelsen.
A er den kvinde, som midt i januar for så lang tid siden, at det burde forbydes, har bragt herværende førstefødte til verden.

Når jeg sidder i min sorte ret billige og næppe særlig holdbare læderlænestol kan jeg selvfølgelig divertere mig med at se tv og det der er værre. F.eks. udvides min dvd-samling jævnligt, så jeg besidder en del ret gode film. Tror jeg. For jeg har ikke set dem. Heller ikke mine kinesiske melodramaer.
Jeg kunne også filosofere over verdens dårskab i almindelighed og Bush jr.'s sidste katastrofer i særdeleshed, hvilket er en bekendt, beroligende og afstressende aktivitet, alt imens jeg slubrer sødmælksberiget kaffe fremstillet af bønner malt med min helt egen hånd og vand fra hanen. Uden tørkager, uden lagkager, uden småkager, uden napoleonskager. Kort sagt: ingen kager, ingen marcipan, ingen nougat. Altså intet tilbehør, kun homogeniseret sødmælk i kaffen. Så skulle det være på plads!
Så i dag, da jeg var nedsænket i omtalte sorte læderlænestol og min underben var ret synlige, idet de ikke var bedækket med bomuld. Det venstre ben var hævet lidt og placeret over det højre, og da opdagede jeg igen hvorledes mine faktisk utallige små og store muskler uafbrudt lavede små trækninger. Egentlig tror jeg ikke trækningerne var nervøse, men aktive var de. Så et lille spjæt næsten ved hælen og så en større muskel der gjorde mere væsen af sig og lavede en kortvarig solid fordybning. Hele vejen op og ned - alle muskler hopper på skift. Og det blev de så ved med. Underholdende. Jeg ved ikke om disse underbensmuskler er helt normale eller om de bare har en perverteret selvstændighedstrang.

Mængden af blogs eksploderer. I USA og også Kina findes millioner af blogs. I Danmark knap så mange, men det må tilskrives landets lidenhed. Altså findes der oceaner eller skulle vi sige stepper af blogs, som (næsten) ikke bliver læst. For det er vel meningen at en blog skal læses? For mit eget vedkommende har det noget med at efterstræbe og kurtisere ord at gøre. Og særdeles naiv, som jeg er, har jeg forestillet mig, at min store indsigt og viden i kombination med min suveræne sprogbeherskelse automatisk ville skaffe mig en stor og beundrende læserskare. Not. Der findes læsere af mine udgydelser, og dem er jeg meget taknemmelig for. Der er bare en mango på nogle hundreder om dagen!

Det hænder ikke tit men undtagelsesvis, at jeg tager et raid i nærliggende blogs. Her kan det måske synes underligt, at der ofte ses blogs hvor supportere slår hinandens rygge til blods i begejstring, ligesom det hænder, at en blog synes at være elsket at hade. Disse ikke nødvendigvis nyskabende tanker gjorde jeg mig i nattens løb formentlig mellem 01:30 og 02:00, og da jeg i dag åbnede min mailbox fandt jeg en reference til dette sted, som tager forskellige kombattanter i nyhedsgrupper og blogs under behandling.

Der er mange typer, rigtig mange, og de er ofte rammende beskrevet og med en fremragende illustration. Jeg forsøgte ved en hurtig bladring at finde min egen type, og umiddelbart tænkte jeg ovenstående: Men når jeg nu med stor præcision placerer andre i typer, så kunne jeg måske i virkeligheden være en anden: terapisten
Vi ses vel for øvrigt i Kulturnatten.

Jeg var i Indien, Rajahstan. Dette land med de fantastiske horder af mennesker og kulturer og religioner. De ultraviolette stråler og varmen der overfalder en fra oven. Farverne. Krydderierne, der har besat min gane og gjort den til en underdanig slave.
Det var dér i Bundi, at vi boede på dette hotel, hvor hall'en uden for det ikke ret store og ikke helt billige værelse så sådan ud.

Det var også der hvor vi en dag vandrede af gaderne mod øst, lige var inde og kigge på en skole, hvor rektoren, en kvinde fra det bedste borgerskab, viste os rundt. Og hvor aber af og til sprang over gaden fra huse i nord til huse i syd. Det sker meget sjældent på Forchhammersvej!
Og så var det vi sad og læskede os med chili og hvidløg og cola og basamatiris og grøntsager. Udenfor i en have, der lå ned til søen. Og imens lød der fra et sted noget borte en smægtende uophørlig recitation, der stemte sindet til eftertanke og meditation.
Det var så da jeg på mit sjældne besøg hos min jordanske frisør genhørte recitationen. Det var Koranen, som havde forført mine øregange. Og så var det, at jeg i går supplerede min i Assuan, Ægypten i 1968 indkøbte grønne Koran med en mp3-udgave: 19:45:34

Jeg har en måske forholdsvis dårlig vane: ind i mellem ser jeg folketingsdebatter. Og ja, det er ikke lutter safran og lagkage. Det fyger med postulater, insinuationer, personangreb, mundvand, imamske tvetungede socialister og korte bemærkninger af en times varighed. Der er en del især utilsigtet morskab, fortrinsvis leveret af de landsbytosser, som DF og Venstre har fået slæbt ind af katten. Nu har hr. Fogh jo skilt fårene fra bukkene, så jeg må nøjes med at spotte saglighed, engagement og menneskelighed. Og som enhver spindoktor ved skal det også leveres eller i hvert fald postuleres.
Sjovt nok mener mange politikere at statistik er velegnet til at bevise, at det går ufatteligt godt (evt. dårligt). Og det gør det så. Hver eneste gang jeg ser en sådan folketingsdebat bekræftes jeg i den velkendte sandhed: løgn, forbandet løgn, statistik! Og her kan regeringen levere et skoleeksempel i forbindelse med kommunalreformen. Når det er åben- og dokumenterbart, at mange kommuner tvinges til at skære ned virker det meget statistikagtigt at messe, at kommunerne har fået flere penge, og derfor er der ikke noget at komme efter - der er vel heller ikke helt hold i rygterne om velfærdsstatens snarlige død. Snarere synes det at være en langsom udhuling, som regeringen tilstræber.
I virkeligheden er det forbløffende, ja, foruroligende, at ikke mange forundres og tvivler på, at Venstre som raskvæk stempler andre som tvetungede imamer, nu pludselig ææælsker velfærdsstaten. Sagen er, at Venstre (Fogh) har indset, at hovedparten af danskerne gerne vil bevare velfærdsstaten og at nogen af dem også vil betale for det, så hvad gør Fogh: afsværger sig alle tidligere standpunkter om slavestaten og indleder en langsigtet, skjult og uproklameret kvælningskrig. Når man betragter denne mands umanerlige stædighed og magtbrynde, så må tilliden til hans holdningsskift ligge på et meget lille sted.
I øvrigt var jeg den ret søvnige seer, som fulgte debatten på DR2 kl. 02:00 og med nogen forundring hørte en landsbytosse fra DF bebrejde Enhedslisten, at de ved sidste kommunalvalg i Kolding havde indgået et valgforbund med SF og Socialdemokraterne og IKKE havde sikret sig, at de ville stemme mod kommunalreformens negative konsekvenser. Det var ifølge DF-tossen et bevis for, at Enhedslisten var et socialt uansvarligt parti. Disse løjer blev pludselig brutalt afbrudt og frem på skærmen tonede en hjernedød reklame for et motionsapparat fra TVshop. Det er næppe Foghs værk, men i hans ånd!