Forleden altså i fredags var jeg på en ekskursion ude i samfundet bevæbnet med min delvis blå forgaffelaffjedrede nye cykel. Vejret var efter omstændighederne særdeles solrigt, regnen truede ikke nævneværdigt - det var faktisk varmt. Det randt mig i hu, at jeg nok kunne konsumere en café latte med nogen velbehag udendørs. Og netop foran Frederiksberg Centeret befinder sig møblement og betjening beregnet på sådant. Herfra kunne jeg så beundre mængden af anarkistisk henslængte herre- og damecykler siddende slubrende. Très bien, som de siger i Chateuaneufdupape.
Nu var det så heldigt, at jeg i forbindelse med min tur til Mali skal indkøbe en kasket for at værne mod alt det lys, som især om dagen antaster øjnene. Derfor bevæger jeg mig inden døre, og da jeg har forliget mig med, at prisen for den smule tekstil er astronomisk, indkøber jeg en justerlig kasket. Således ekviperet kan min slubreseance begynde.
Jeg så rygsække, håndtasker, nettonet og plasticposer defilere forbi. Støvletter, højhælede, brednæsede og sandaler med vecro. Ovenrøvs- og overarmstatoveringer. Fornærmende få kavalergange. Solbriller.
Ups, jeg fik anbragt det forkerte foto. Her kommer så kasketten.
Forbi triller så bl.a. et yngre kvindemenneske, 1½-2 år, i en duokombibarnevogn. Måske har mit gunstige lune frembragt et smil, i hvert fald smiler den yndige unge over en distance på 10 m til mig. Er det mon kasketten? Jeg mener i den alder kan det næppe være en overbærende grimasse ved synet af en åbenbart karakterafvigende særling.
Det samme gentog sig 20 minutter senere. Dog var det en herre, men i helt samme aldersklasse. Det var helt rart.

Jeg har to vinduer, der vender mod øst. Ganske store vinduer med sidefløje, der er åbenbare. Kigger jeg ud af det vindue, som residerer i spisestuen, ser jeg et træ, der i sæsonen som nu er plastret til med ret store grønne blade, som grådigt æder mit lys. Bagved anes en gulmurstensetageejendom, hvor der er horisontale grå striber, der tjener som udsmykning. Bevæger jeg mig så adstadigt, som det sømmer sig, til tv- eller herreværelset, som er indehaver af samme størrelse vindue, som spejder østover, er udsigten næsten den samme, bortset fra at træet nu ikke forstyrrer så meget og opgangen overfor har skiftet nummer fra 24 til 26. Himlen ses ikke. Jeg må hellere være ærlig: udsigten er ikke så pirrende og ophidsende at orgasmen nærmer sig faretruende! Måske er det murstensfarven, måske er det striberne?
Imidlertid kan man sige meget godt om nærområdet: Hvis jeg vil se biler, behøver jeg blot at gå de ca. 48 skridt til hjørnet, hvor HC Ørstedsvej tilbyder både Opler og VW'er, men ikke mange Lamborghini'er. Kvindelige cyklister og busser ses jævnligt. Flere pizzeriaer og caféer, en nærbutik, en bager og en cykelpusher. En thairestaurant og et flødeisudsalg. I det fjerne en slagter (200 m) og et posthus.
Ganske vist er min lejlighed stor nok til at man kan vende sig uden at bakke, men den er for lille til at gå ordentlige ture i, og hvad nu hvis det regner, blæser eller temperaturen er under 22 grader? Det var derfor med en vis interesse jeg studerede denne mail, som sneg sig ind i min indbakke:

Lejlighed på 100 kvm beliggende 3480 Fredensborg. Lejen er 5000 pr. mnd. inkl. forbrug. Depositum udgør 15000 kr. Det er tilladt at holde husdyr. Lys og velindrettet l. sals lejlighed på landejendom mellem Fredensborg og Hørsholm. Personer med interesse for heste foretrækkes.

Så er det sket. Igen. Endnu en gang, hvor jeg meget fortjenstfuldt har indgået aftale om at mødes ude i samfundet nærmere bestemt på en restaurant med så godt som autentisk thaifood, og som følge deraf på et passende tidspunkt bevæger mig og mine cykelfødder ud på gaden for at bestige min sorte herrecykel, viser det sig, at denne har absenteret sig. Eller rettere sagt: den kvindelige muslimske cykeltyv har slået til igen! Da jeg er meget ordholdende og stort set kendt for at være punktlig lod jeg mig befordre med en drosche til den længselsfuldt ventende Tom Yam-suppe.
Naturligvis måtte jeg straks erhverve mig en ny væltepeter. Forinden gik jeg en runde i kvarteret, og aldrig har jeg i mine livskabte dage set så mange sorte herrecykler, som ikke var mine!
Så hen til cykelpusheren. Efter en ret kort debat samledes interessen om et hollandsk vidunder med fjedrende sadel og forgaffel. Indlagt cykelpumpe og integreret selvaktiverende dynamo. Den købte jeg - den er vist delvis blå og dyr.

Også mit tv er nu kommet til ære og værdighed. I betragtning af, at jeg især i aften- og nattetimerne er en fortrinlig tvkonsumator er det forbløffende, måske, at jeg i 3 uger uden sår på sjæl og legeme har kunnet undvære MTV, TV3+ og anal København. Jeg har dog fulgt med på spisesedlerne, men det handler som regel mest om en hund, der er gået hjemmefra eller en, der vil myrde sin mor. Står der.
Det er dog gået op for mig, at der er/har været træfninger i Libanon. Det er dog i hovedsagen nærmest en repetition af den gamle historie om USA og dens uduelige, løgnagtige og golfspillende præsident, der åbenbart mener man kan bombe sig til fred og sameksistens. Muligvis mangler der enkelte detaljer i denne analyse, men dem kan du selv tilføje.
Ja, der var naturligvis også Khader, som i det mindste vil være minister. Skulle det komme så vidt, må man nok forlade sig på det gamle mundheld: den som Allah giver et embede giver han også forstand.
Nej, i nat så jeg en udsendelse om en drægtig tigerhaj og ikke som mange sikkert ville forvente på Discovery, men på dyre-kanalen. Den var vældig godt fotograferet og klippet, og gjorde brug af mange specialeffects. Det gik så endnu en gang op for mig, at film med fremadskridende handling, som denne, egentlig kræver at beskueren godtager, at de enkelte scener er i en logisk og forståelig følge, så man kan forstå begivenhederne som oplevet i tid. Desværre bliver jeg mere og mere utilbøjelig til det, især i dyrefilm, fordi det jo er indlysende, at de enkelte scener er optaget på forskellige tidspunkter og klippet sammen. Og ikke mindst er den ledsagende speak en prøvelse, da den postulerer hvad hajen tænker og føler. Det må godt nok være en tigerhajhaj. I betragtning af at vi dårligt kan finde ud af hvad vi selv tænker, de læsende naturligvis undtaget, og har svært ved at annamme hvad dem der bor i en anden landsdel eller har det forkerte køn måtte tænke.
Tro aldrig på det du ser i tv eller læser i avisen, lov mig det.

Nu er det 3 uger siden mine stuevægge i min herskabelige bolig blev oversjasket med konform, monoton og hvid plasticmaling af mærket Sigma, samt lofterne. De første dage kunne jeg sidde og fornøje mig i timer over de vidunderlige tomme vægge og lyset som bare rikochetterede fra den ene væg til den anden med 300.000 km/s og væltede ind i øjenhulerne. OK, det blev måske lidt kedeligt i længden, så jeg fik også placeret noget kunst hist og her, som også forbedrede rummenes akustiske egenskaber.
Nu hører jeg til dem, der ikke bruger unødig tid på at iføre mig mere præsentable beklædningsgenstande, når jeg går rundt helt alene i gemakkerne med min helt egen krop. Uheldigvis er jeg dog så bevidst om, at forbipasserende også kan se konturerne af mit korpus m.m., at jeg blev træt af at tage hensyn til det. Så jeg måtte overveje om gardinerne skulle placeres foran vinduerne, hvor de faktisk har opholdt sig i mange år. Lidt for mange.
I fredags tog jeg så det store skridt. Det tog mindst 45 minutter! + pauser. Men lyset er nu kraftigt stækket, man kan knap se en hånd for dig, nu hvor vejret er beregnet på køkkenhaverne. Hvem sagde sommer?

Én er jo en pervers ældre kønsdiskriminerende støder. Eller noget! Det var indledningen, voila!
Altså, jeg har med stort set regelmæssige mellemrum set kvinder cykle. Bedst er det, hvis temperaturen er sommerlig og påklædningen minimal, derved ses de kvindelige konturer bedst og dem ynder jeg at besigtige. Ikke for det det har meget med sagen at gøre. Ligesom det også sker ret tit for mandlige cyklister, skal der drejes, og hvad ser man: kvindens hånd forlader uden unødig tøven styret i en jævn og målrettet bevægelse for efter en kort stund at stritte lukt ud i æteren i den retning, som den pågældende femina agter at dreje, synligt bagfra og alting! Jeg bliver altid så rørt og imponeret over dette syn! Tænker, at kvinder er fantastiske i deres selvfølgelige omsorg og hensyntagen. Ikke blot bogen og profeten, men næsten alle bogstaverne. Rettidig omhu og den slags. I sådanne øjeblikke holder jeg meget af kvinder.
Javist. I går omkring kl. 11:28 står jeg så på HC Ørstedsvej ved et hjørne med bl.a. herrecyklisttrafik. En af disse har kursen mod vest, men har åbenbart et ærinde mod nord, og Gudforbedremig om ikke stodderen giver tegn til højredrejning, og drejer! Sic! En lallende konform spidsborgerlig nar, det er hvad han er!

Lægerne kan drive én til vanvid. Man bliver sendt til den ene undersøgelse efter den anden, så man får hvide kitler og stetoskoper på hjernen. Og man sidder i venteværelser befolket med "Femina" og "Alt for damerne" med korssting og nye friske farver, og alle disse mennesker, som kaldes patienter. Ikke et ærligt mandeblad med dampende orgasmer og sild.
Nu i dag f.eks. skulle jeg have røntgenfotograferet mit hjerte og bagefter ultralydskannet samme muskel. Heldigvis viste det sig, at jeg havde et hjerte og alt klappede som det skulle, i hvert fald indtil videre. Dog, pludselig tog lægen et meget grimt ord i sin beskidte kæft: livsstil! Han antydede næsten diskret, at mere motion og færre Napoleonskager ville være godt. Ja, for ham måske!
Har de da slet ikke lært noget, de læger: man skal gøre det man er bedst til, og for mit vedkommende er det nydning af levnedsmidler, desserter, kager og is. Derudover er det modne og særegne refleksioner med legemet i sofaen, men ånden på ekspedition - i værste fald moderat gang i begrænset tid evt. iført et fotoapparat eller to.
Flere undersøgelser truer, men jeg forstår hvor det bærer hen: tortur og kålrabi!

Skufferne er nu stuvet bort fra min seng, som nu kun rummer udover soveudstyr enkelte objektiver og et ægte tæppe indkøbt i Tyrkiet af egen pung i 1968.
Væggene er fortsat hvidere end de har været.
Jeg har gjort en interessant opdagelse, som måske kan tjene til eftertanke for alle og enhver, som måtte gå i maletanker: Alle genstande, der måtte være dematerialiseret fra stuerne, kræver en fysisk indsats og omtanke med henblik på om de skal generobre deres hævdvundne plads eller om de skal blomstre op på en ny lokation, f.eks. affaldsbeholderen i gården!

Endnu har ikke meget fået permanent ophold på væggene. Jeg har foreløbig den plan, at kunstnerisk orienterede objekter som malerier erhvervet fra eksterne kilder skal besudle væggene i den søndre stue, mens egne mesterværker in spe, altså mine fotos, vil få plads i den nordre. Der er blevet plads til et nyophæng som ses ovenfor - bagpå står med solide penselstrøg: Høst, 1965, Gunnar Funck, Thyholm. Malerier er temmelig mørkt, hvilket jo passer fortrinligt til udsigterne for verdensfreden og den indenrigspolitiske situation, men om en rensning egentlig ville frembringe andre og lysere farvetoner ved jeg ikke.

Advarsel. Efterfølgende diverteres med 108 ord (~659 tegn), som er et digt. Et digt med tyngde og uden overdreven lethed. Det er uvist om der kan ekstraheres en egentlig mening eller morale fra digtet. Det vil sikkert bero på læserens parathed og overbærenhed. Der gives ikke garanti for udbytte eller langtidsholdbarhed. Men digtet rummer gode ord, synes jeg!