Jamen altså, jeg sidder dér i den ene af mine to ikke alt for prangende sorte læderlænestole, rolig og fattet, og ned i min hals risler morgenkaffen, og hvor den så bliver af ved kun Gud. Da mit blik sådan farer hid observerer jeg uden for vinduet en hvid genstand som duver let i brisen: Et lagen fra en der forsøger at undslippe hustyrannen? Et sønderrevet flag fra en kapitulist? Nix og nej, en istap, som er fæstnet ved en løssvingende temperaturføler til vindueskarmen et stokværk højere oppe! Voila.
Det var nu ikke det jeg ville skrive.

Inden kaffen plejer jeg i korridoren at samle det eksemplar af Politiken op, som budet har valgt at levere. Derefter bærer jeg det ind i stuen, hvor jeg placerer papirbunken enten på mit runde sorte bord eller evt. i min sofa. Jeg abonnerer på dette organ til den højeste oplysning og føler mig derfor forpligtet til at læse den, når jeg ikke er travlt beskæftiget med at flade ud, småsove, se tv. Jeg får ikke læst avisen hver dag, heller ikke i dag, endnu, eller i går, men forleden kom jeg på min færd baglæns forbi en notits, der omtalte et skriveværksted i DR: Digte på snor - 40 ord, og man kunne vinde en præmie! Sidste dag 15.1. Ach so, tænkte jeg, og har nu skrevet vistnok 4 digte på 40 ord, så præmien er så godt som sikker!

Her er så det sidste:

jeg
blærerøv, braksejler, bumseblotter
skriver
fjumring, fragmentfetist
dette [ganske udmærkede]
dåredukke, dusksutter, durkdrivert
dusindublet
digt
brandhanegal, bugbærer
altså
forfængelighedsfornægter, fusionsfisk, fupmuslim
er
fregnefusker
jeg [det er mig igen]
blærerøv, braksejler, bumseblotter
digter [det siger de alle sammen]
kompostnist, kusseklasker, kukursæder

fejlernæringskonsulent

Jeg tilhører ikke det slæng af romantikere, som søber urtete tilberedt over det økologiske bål i jordhulen. Dels fordi jeg finder urtete sundhedsskadeligt og ildesmagende, fyldt som det er med udokumenterede giftstoffer. Dels fordi jeg faktisk er lidt af en teknofreak, som ejer et utal af telefoner, pc'er, ure, termometre og andet skrammel af den type, som kun vanskeligt kan fungere ved økologisk ildkraft.

Således opmuntret begav gik jeg i gang med at underkaste min teknik på mit såkaldte arbejdsværelse en inspektion med henblik på at systematisere og udsmide. Jeg fandt ca. 12 indstikskort af varierende alder til brug for ældre eller yngre computere. Og kabler! Og endnu mere kan jeg roligt røbe. Herunder 23, treogtyve, strømforsyninger! Nogle måske beregnet på inaktive eksisterende uundværlige apparater, andre til for længst bortkastede eller i det mindste ikkeeksisterende apparater. Alle strømforsyninger er sorte og fyldt med oplysninger om tekniske detaljer, såsom hvilke eksotiske standarder de overholder, men ikke med noget hint om hvilket apparat eller mærke de er beregnet til at servicere!

Jeg kunne godt bruge lidt mere power på min kreativitet, men er desværre ikke i stand til at finde den rigtige strømforsyning.

Mindst en gang i døgnet affører jeg mig dagtøjet og ifører mig nattøjet. Således også i onsdags. Gemmer mig og mine hænder under dynen og inviterer englene og nisserne til at gøre deres job. Vel at mærke uden lys, da deres arbejde er lyssky. Og husstøvmiderne er alligevel blinde.

Så sker det, desværre, nederdrægtigt ofte, at jeg vælter mig ud af sengen i nattens løb, fordi nyrerne ikke sover og det er nødvendigt at dehydrere. I nattens mulm bevæger jeg mig den ret overkommelige vej til cisternen, hvor jeg lader mit vand, idet jeg forinden har opslået brættet. Dette repeteres en eller flere gange som natten skrider frem og dagen gryer. Anden gang behøver jeg ikke slå brættet op, thi arbejdet er gjort, hvilket jeg kan konstatere ved gadelampernes diffuse og udtyndede lys.

Ak og ve. Opstået og parat til at indtage min Blue Mountain-erstatning opdager jeg, at brættet er nedslået, hvilket jeg også bliver i første omgang. For hvordan er det gået til? Deler jeg uafvidende bolig med nogen? Tyve?

Nej, det må være de højere magter! Gud. Og Gud er en kvinde.

Forleden, vistnok en tirsdag, forlystede jeg mig på 'Kardemomme' med min inderædningsveninde. Den var eneste uprøvede af slagsen. Altså indiske restauranter.

Man tager et S-tog og i mangel af en sporvogn en bus til Hellerup. Det viste sig at være et af de nymodens akvarier, hvor det er vigtigt, at man kan ses, mens man spiser fra gaden. Interiøret i øvrigt holdt i enkel stål- og sort læderbefængt stil med kemisk rensede hvide vægge, næsten så langt fra det indiske man kan komme! Føj! Og kali-mig om ikke de på uvederhæftig vis havde saboteret deres specialitet med rosiner! Føj! Men det smagte kali-mig godt alligevel.
Og så var det jeg komplimenterede hende, altså inderædningsveninden, med hendes nye gummisko, som trendy skinnede i kor med de andre i akvariet ;-)  Hvorpå hun svarede sådan ca., at det kunne hun jo ikke komplimentere mig for ;;-) Der fik jeg den!

Og nu til sagen: Netop denne dag i dag, fredag, bevæger jeg mig symbiotisk med min cykel ad Vesterbrogade, som er en lokalitet i det centrale København, med sadlen anbragt forskriftsmæssigt mellem mine lår og under anus og ser til min rædsel, at den tidligere Regent, som nu har et andet navn, er under afvikling: Ophørsudsalg! Først, eller måske tidligere, lukkede Dalle Valle og flere andre af de gamle hæderkronede magasiner med ikke-trendy, solidt lousy tøj og nu også Regent. Hvor skal man gå hen, hvis man vil demonstrere sin utrenditet og købe nyfremstillede umoderne, småkedelige og gabende kedsommelige klædningsstykker?

Verden er et stort semipermeabelt modbydeligt trendy akvarium! Føj!

siddende muligvis
med albuen på birkfolien
bord efter bord
nogen med briller eller lipstick
andre med overskæg

arme over kors
 bag hovedet
 flere med håret redt

en zebraklædt kvinde taler
tavlen halvfyldt med med ti-
dslinier og a-kasser
i loftet sidder 65 pærer og lyser

en kvinde og en mand
kommer
forsent
måske fantaserer de om oralsex
eller onsdagssnegle med crème

Hvad har man bedstemødre til? Naturligvis til at forkæle børnebørnene og fortælle om gamle dage. Og nu har den geskæftige lærer i 1. klasse fundet ud af, at eleverne, herunder min brors barn kaldet Nana (min niece?), skal divertere med episoder og fakta vedr. bedsteforældrenes jul i skriftlig form, altså bedsteforældrenes. Således passeret.
Hvis sandheden skal frem er Nanas farmor, min mor, en yderst begrænset litterat. Et 5-ords værk er gemt for eftertiden. Jeg blev så aktiveret i og med, at jeg ret jævnligt rundspreder diverse datidsformer og synonymer. Et møde blev aftalt og min mor, som ikke er cyklist, men bussist [læg mærke til uden 'h'] bevægede sig fra 2100 Ø til 1920 Frederiksberg C via linie 3. Jeg fik nogle ret spartanske oplysninger ud af hende og måtte så dramatisere for resten. Nedenstående er hendes beretning udsat for mit tastatur m.v.:
 

Farmors jul

Jeg vil fortælle om en jul dengang jeg var 10 år, og nu er jeg 80 år gammel, så det er meget længe siden!
Jeg boede med mine to brødre på 18 og 20 år, Erling og Herold, sammen med min mor i i en næsten ny lejlighed i Vanløse, København. Min mor syede tøj for forretninger og rige mennesker, men hun tjente ikke ret mange penge. Og sidste jul havde hun sagt at der ikke var råd til gåsen til middagen, men vi fik den nu alligevel. Også denne gang sagde hun, at vi måtte undvære gåsen!
Vi skulle jo også have et juletræ, som jeg fik lov til at pynte, så højt jeg nu kunne nå. Det var Erling, der skulle købe juletræet, men han var i lære og kom sent hjem hver dag, så det havde han ikke fået gjort. Næsten hver dag spurgte jeg ham om han havde køb juletræet, men han kunne ikke nå det, sagde han. Heller ikke den 23. december havde han fået købt juletræet og jeg fik helt ondt i maven og kunne næsten ikke sove.
Og så blev det juleaftensdag. Erling havde fri kl. 12, og min mor gav ham en funklende ny 1 krone, gul som guld, syntes jeg. Dengang kunne man få en soda­vand for 5 øre, så 1 kr. det var rigtig mange penge.
Jeg gik med Erling hen til det nærmeste sted, hvor de solgte juletræer, men der var ingen, de var gået hjem. Udsolgt. Også ved Slotsherrensvej var alle jule­træer væk. Det var forfærdeligt. Og det var koldt, så fingrene var som is. Vi nåede så til sidst til 14'erens endestation og der var også lukket. Jeg var ved at græde og vi skulle lige til at gå hjem, da Erling opdagede, at på byggepladsen lige ved siden af havde de smidt de juletræer, der ikke var solgt. Og Erling som var næsten 2 meter høj kunne lige nå et meget stort ét på den anden side af hegnet og fik det hevet over hegnet. Neej, hvor var jeg glad. Og så var det helt gratis!
Vi fik det båret hjem - nålene stak lidt og jeg frøs meget, men det gjorde ikke noget. Jeg pyntede juletræet sammen med Herold inde i stadsstuen. Stjernen måtte han sætte på toppen, for dér kunne jeg ikke nå.
Selvom vi ikke måtte komme ud i køkkenet, syntes jeg, at jeg kunne lugte rødkål, og var det ikke også gås. Måske havde mor trods alt fået råd til gåsen. Jo, vi fik ovnstegt gås med sprød svær og rødkål, brune kartofler og det hele. Risalamande med varm kirsebærsovs. Om jeg fik mandelen kan jeg nu ikke huske.

Der var diverse detaljer i denne beretning, som min mor havde 'glemt' at fortælle mig. Herunder om de frosne fingre. Men min mor ringede og var meget tilfreds. Og de var der sgu! Fingrene - dybfrosne!