Jeg skulle jo klippes, og bevægede mig målrettet mod kommunegrænsen som blev passeret uden nævneværdige episoder. Min libanesiske hårdestruktør glimrede ved sit fravær og ved et krisemøde mellem min enfoldige tohjulede og hr. Javist blev det besluttet at forsøge yderligere indtrængen i det indre Nørrebro. Der skulle ikke mere end 150 meters pedalering før frisørsalonen Orok tonede frem og jeg vovede mig ind, selvom adskillige udvortes tekster var forfattet på arabisk og således kun læsbare for dem, der kunne læse arabisk. Også han mestrede en teknik forskellig fra nogen jeg tidligere har lagt kranium til, men han var omhyggelig og resultatet var vist godt. Og det var endda billigt.

Min far er tilsyneladende meget fornøjet med min beklædning. Han klapper i sine nikotinbefængte hænder og viser, at han finder mig præsentabel, hvilket dog er delvis i modstrid med min egen oplevelse - det er sjældent, meget sjældent, at jeg hører længselsfulde suk fra fruentimmere ved synet af mig.

Derimod fandt han anledning til at pointere, at min frisure var mere omfangsrig end prægtig. Deri kan jeg ikke være helt uenig, og jeg overvejer nu om jeg skal tilslutte mig den trend, der går på at udstille hele kraniet i friluftsdressur uden formildende manke.

Jeg vil lade mig klippe i morgen i anledning af denne blogs 1-års fødselsdag, men jeg tror nu ikke jeg vil klippes nøgen - jeg kan tids nok ligne et skelet.

Min lurvede og underlødige Ikeanæstenlæderlænestol med kun et armlæn og i en forhenværende festlig kulør står nu slukøret og vanæret i hjørnet og afventer, at jeg i nattens mulm befordrer den til pindebrænde. Den har støttet min ryg og det der er syd for i tykt og tyndere, men det er dog uden synderlig vemod og uden tårer, at den må lade livet. Sådan går det med lænestole, såvel som med armbåndsure, softice, pekingesere og kontinenter om end hastigheden kan være lidt forskellig.
Jeg har kompenseret den 30-årige med hele to sorte stort set læderstole, således at en evt. gæst kan forlyste sig med fodskammel og hele svineriet på samme vis som jeg.
Det tog nogle dage, før jeg fik dem monteret. Det var ufattelig nemt, og måske skulle jeg ved lejlighed gå ud fra, at det ikke volder mig uoverstigelige problemer at håndtere den slags isenkram.

Begge stoles isøvnfaldningsfaciliteter er afprøvet: bestået med betydelig margen.

Efter denne artikel i PcWorld er der stor fare forbundet med at visitere en weblog. Der gemmer sig spyware eller trojanere.
Jeg har nu aldrig set nogen fra Troja i nogen blog - den største risiko er at kede sig, bare læs denne javist-blog!

Det er jo vigtigt at have gode forbindelser til guderne. Inspireret af Anja skulle jeg lige afprøve mine fundamentalistiske evner, og noget forbløffende åbenbarede sig dette:

Måske kunne jeg også undersøge ikke blot min religiøse modenhed, men også min mentale:

Ok, de tests var måske ikke konstrueret helt fejlfri og med den allerstørste akkuratesse. 

Men det var nu alligevel frapperende, at jeg blev diagnosticeret, som en 10-15 årig muhamedaner. Jeg har i hvert fald aldrig været bevidst om, at jeg var tæt knyttet til Islam - det tør man jo heller ikke at være i disse tider. Og ganske vist er jeg barnlig, men ikke så barnlig!

Måske er det sådan at tests siger langt mere om den der tester og det verdensbillede som testbyggeren har, end den siger om det sagesløse testoffer.
Ja, kan du spørge, og hvad har te-stoffer med det at gøre? Sandsynligvis!

Anja: http://www.aeris.dk/#2

Quiz: http://www.quizfarm.com

Jeg er født på Nørrebro, og min far har altid været og er stadig en god socialdemokrat. Altså rigtig god. Medlem og alting. Jeg havde egentlig tænkt, at jeg ville være statsminister, så derfor begyndte jeg på polit-studiet, men jeg synes det var for anstrengende! Sandsynligheden taler så for, at jeg ikke bliver statsminister, måske ikke engang medlem af Folketinget.

Jeg følger dog rigtig godt med i politik. Læser næsten Politiken hver dag, og ser meget ofte Deadline og Debatten på DR2. Nu erfarer jeg så, at en af mine yndlingskvinder har ladet sig vælge til formand for mit fædrene parti, Helle Thorning-Schmidt. Da hun synes at være en kende uerfaren, men med en god moral, forestiller jeg mig, at hun kunne have brug for en sparringspartner eller bare en, der kan give gode råd, så hun ikke sidder der i sin tronstol og forsumper i enevælde. Derfor vil jeg vederlagsfrit, i hvert fald til en begyndelse, stille mig til rådighed, så hun kan få en god start i sin nye position. Danmark har brug for det.

Jeg er jo næsten nødt til at leve op til det danske nationale konsensusbegreb: hygge. Derfor har jeg udstyret hver sin vindueskarm til gaden med en plante, hvoraf den ene ret jævnligt bliver vandet, mens den anden simpelthen vegeterer og hviler i sig selv. Sidstnævnte er købt for sin skønhed og fordi den ikke behøver fødeindtag, en såkaldt kunstig plante. Imidlertid er noget gået galt, for da jeg i dag, grundet truende besøg gjorde rent, dumpede et par blomster af den uægte slags ned ved berøring af vidunderet.

Ikke forstået. Skal de mon smøres i jomfruolivenolie eller dyppes i paraffin?

Ak, hvor forandret, konstaterer jeg ofte, når jeg jager min cykel skånselsløst  rundt i bydelene i et for den alarmerende stressende tempo. Så dukker der nye forretninger op. Hunde ses med halsbånd. Omvendt er mangen en skomager og slagter bukket under for globaliseringen eller sådan noget lignende. Det er dog sjældent at så voldsomme ændringer, som er dokumenteret nedenfor, indtræffer. [ifølge min mor]
Kan nogen be- eller afkræfte, hvorvidt det skulle være sket, sådan helt upåagtet, i ly af pavens bortgang?

Jeg vil nok krepere før de fleste af dem, der måtte læse dette. Nogle få af jer vil sikkert dø før mig, men jeg ved heldigvis ikke hvem. Mine forældre kunne have forladt denne jordiske gøglerplads, men trods min fars 2 hjernebødninger og min mors ikke ubetydelige alder lever de stadig, om ikke 'still going strong', så i det mindste.
Derimod ser det absolut ikke lovende ud for min ven Michael, som er 3 uger ældre end jeg, og som har haft en hjernesvulst i tyve år, ca. (jeg har nu kun kendt ham de sidste fem år). Usvigelig sikkert har den vokset sig større og har lammet dele af venstre side. To gange er han blevet opereret. Men nu er det næsten slut. Han kan nu ikke mere behandles. Han har skrevet testamente, og han ringede ved den lejlighed mig op og spurgte om jeg ville vedligeholde hans websted ved hans død: http://www.pluslife.dk, hvilket jeg samtykkede i.

Ligesom min mor og søster og bror har jeg aldrig været ret god til at fejre min fødselsdag. Men i skikkelse af Javist kan jeg jo gøre en undtagelse. Derfor skal jeg bekendtgøre, at der påtænkes en mindre fødselsdagsfest på årsdagen for denne blogs første indlæg, 27.4.2004.
Jeg har forestillet mig at der serveres lagkage(hjemmelavet), varm chokolade (fra pulver) evt. kaloriebegrænset saftevand. Dette dog forudsat et minimum af interessenter/gæster. Jeg melder ud i så god tid, så alle kan tage fri, booke fly, lyntog eller tandemcykler. Eller tomle. Tilmelding er obligatorisk. Og gratis.

Ønskeliste:

• mandsmod
• grovdelt makrel på dåse med tomat (Fakta)
• kvindesind
• søvnoverskud
• hvidløgsspegepølse
• sex
• idéer
• måske mere

I dag skulle den grovhakkede makrel i tomat afløses af en rejemad, så jeg fremdrog de løsfrosne rejer købt på tilbud fra fryseren, og de blev optøet gjorde de. Efter at jeg havde henkastet lidt let majonæse på de døde nu veltempererede dyr, der var skødesløst placeret på et duo-brød, gav jeg mig til at gumle delikatessen i mig. Omkring den seksogfyrretyvende reje randt det mig i hu, at rejer for en del år siden blev regnet for en luksusspise og derfor kunne serveres for velstående og sofistikerede spidsborgere uden at give anledning til panderykning og spytning. Men i dag er rejer som forret på vej ud af alle restauranter, der har lidt respekt i behold. For hvad ligner det, at en person med et lavindkomstbudget sidder og slubrer rejer i sig på en gudsforladt mandag!
Jeg mindes, da jeg for adskillige årtier siden var beskæftiget med at tilegne mig viden på et gymnasium, da en ældre lektor konverserede med mig, og sagde: Ja, min hustru og jeg kan godt lide at få stuvet champignon, MEN nu er de jo blevet så billige!

Der skal nok være en assisterende bogholder eller en svinefarmsejer fra Rønde, som ikke vil anerkende at dette billede forestiller kunst! Det gør det heller ikke.

Nogen har et øje på hver finger. Jeg har end ikke et på hver anden. Derfor bemærkede jeg ikke lige, at min venstre hånd i et ubevogtet overblik langede min moccabeholder én på sinkadusen, hvorved indholdet fordelte sig over især tastaturet, men også dele af mit skrivebord. Selv efter intensiv tørring undlod tastaturet at reagere relevant på tryk - jeg mener, det er ikke så yndigt, at et tryk på tasten 'a' ikke resulterer i noget, ligesom jeg også finder det uheldigt, at et tryk på 's' frembringer bogstaverne 'we' :-(