Jeg kan mange danske ord, som bare har sneget sig ind i min ordbog. De fleste kan jeg udtale, og der er temmelig mange, der bare buser ud af min mund, når tiden for dem er inde. Talt dem har jeg ikke, sådan helt statistisk, men der skal nok være omkring 21.562. Der er også dem, som har forputtet sig, de passive, som nægter at indfinde sig, når jeg har brug for dem, men som jeg glad og fro genkender, når de dukker op. Dem er det i sagens natur endnu vanskeligere at tælle, men jeg skønner det drejer sig om 10.803. Nogle ord skal man smage på og vende i luften af og til for ikke at blive ufortrolig med dem. Javist, for eksempel. Eller vederstyggelig. Nye ord maser sig også på. F.eks. ’kapow’, som forleden sad fast i læsebrillerne. Jeg har prøvet at slå det op, men jeg forstår det stadig ikke. Beklager. Det værste er de ord, der bliver brugt for meget. F.eks. ’burde’. Der er alt for meget i denne verden jeg burde. Ved alle mulige upassende lejligheder betror jeg min samvittighed, at nu bør jeg også. Og hvem retter sig efter det?

Iført en indkøbsvogn afpatruljerer jeg hele Føtex, Vesterbrogade, og dækker lige akkurat bunden med pasta på tilbud og madagascarpeber. Flæber ikke over betalingen, men kører frejdigt mit kort igennem læseren. Står som sædvanlig og fjumsefumler lidt med kortet og pungen, samtidig med at jeg må forsikre mig om, at jeg også får rabatten på 3 forskellige pastapakker. Lader mit legeme transportere mig mod hjemstavnen. Javist. Uvist af hvilken årsag må jeg 200 m inde på frederiksbergsk territorium lige kontrollere, at min pung og mit kort befinder sig forskriftsmæssigt i min baglomme. Beføler mig elegant på røven. Intet. Eller ingenting. Heller ikke diverse lommer rummer disse effekter. Heller ikke ved anden gennemrodning. Tilbage. Ingen af de adspurgte kvinder vil kendes ved mindet om min pung. Jeg synes nu kassehunkønskvinden oser af dårlig samvittighed!? Fandens, PBS, kommunen osv. skal orienteres. Smalhals, besvær og ekstraudgifter. Ak ja. Fundet dér halvvejs op ad ryggen i den øvre del af baglommen. PBS afblæst.

I mine bestræbelser for at variere og udvide mit morgenædningsrepertoire har jeg forsynet mig med nogle MiniPartybrötchen, som man gavmildt får i nakken til spotpris, hvis man frekventerer Fakta. Som der står: ’Frische Kornpower von Weinzheimer’. De er altså heller ikke store. Og jeg vil ikke bidrage til den globale opvarmning ved at aktivere min ovn, så jeg giver 2 af slagsen et par runder i mikrobølgeovnen efter forinden at have tvedelt dem. Derefter placeres de i min toaster på begrænset brændtid og snart fyger mini’erne om ørerne, da katapultkraften i risteren er dimensioneret til mere substantielle madvarer. Da der i området omkring min rister er mangel på plane og overskuelige flader kan det være forbundet med nogen eftersøgning at finde fødeemnerne. Men så smager de behørigt luftede små også af mere

Naturligvis bør man værdsætte og respektere landets myndigheder som repræsenterer alt det rationelle og gode i os, og, som vil os det bedste og udøver en energisk indsats for at lede landets borgere (klienter) på rette vej. Selvfølgelig er det nødvendigt overfor det notorisk asociale, genstridige og arbejdssky klientel, som modtager ydelser pga. ledighed at forfatte skrivelser, som syder af selvgodhed og mistillid. Disse henvendelser er på det nærmeste juridiske dokumenter, som man både skal være magister i nordisk lingvistik og ph.d. i jura for at forstå, samtidig med at der trues med bøde, inddragelse af alle ydelser, det 7. koncentrerede 13-ugerskursus i jobsøgning eller et kursus i manuel fedtsugning, hjul og stejle, hvis man ikke inden 2 dage og 41 minutter har svaret eller stået på et ben. Omvendt, ud fra mangfoldige eksempler, synes det dog skærebrændende klart, at forpligtelserne for myndighederne til at reagere på henvendelser fra disse udskud ikke bliver betragtet som en aktivitet med nogen påtrængende aktualitet. Og det kan vi som samfundsborgere selvklart kun hilse med den største tilfredshed. De skal jo ikke tro de er noget!

FrederiksbergCenteret er placeret oven på Frederiksberg metrostation, så det er meget nemt fra Forummetroen, som er min lokale, at komme dertil, 2 minutter. Jeg tog nu min cykel, da min benmuskulatur har krav på at blive brugt jævnligt, så den kan hærdes og brænde noget gorgonzola og softice af. Mit DSLR-kamera [de uindviede, som der er mange af, er nok ikke klar over, at det betyder Digital SpejlRefleks, og er meget dyrt og fornemt, og derfor må beundres og omtales med passende veneration. Derfor nævner jeg det] blev indleveret til reparation, da strømforsyningen er defekt. Ovenpå denne begivenhed måtte jeg i et til formålet indrettet etablissement slubre lidt mokka og et middelstort stykke kringle, som det viste sig uheldigvis var svinet til med tørrede og dernæst udsmattede vindruer. Bagere, der benytter den slags slibrige tricks, burde steriliseres, idømmes dagbøder indtil misbruget ophører, eller i gentagelsestilfælde deporteres til et Dansk Folkeparti-kontrolleret område.

På visse punkter deler jeg skæbne med en del jyder og falstringer, idet jeg forholdsvis regelmæssigt indtager omega6-fedtsyrer i flydende og fast form, og saftevand. Evt. andet til livets opretholdelse. Således også i Skagen, hvor en brochure, som jeg talentløst konsumerede, bringer til torvs, at det ene i af Danmarks to mest kendte og velrenommerede hoteller med servering findes her. Brøndums hotel. Så vi vandrer ind i den noget misligholdte madsal, hvor der ikke mere findes malerier, der er umagen værd at stjæle efter at Museet har overtaget dem der var.
En kelner af den gamle art med stivpressede benklæder lader os allernådigst besigtige spisekortet. Nu synes vi at kaviar til 800 kr/30 gram måske var for meget. Ikke i mængde, men i pris, så vi nøjedes med den ’klassiske fisketallerken’. Muligvis var der meget omega6 og sågar også omega3 i denne ret, men jeg havde lidt svært ved at forlige mig med en såkaldt rødspættefilet på størrelse med en velvoksen daler, og rejer, som jeg ikke fandt friske. Penge skulle de også have. Mange. På det velrenommerede alter.

Jeg er klar over, at jeg har frustreret mine hundredvis af læsere, da mine fortræffelige udgydelser ikke har været så mangfoldige som tilforn. Min krop er i høj grad nærværende, men min ånd flikflakker uden mål og med i stratosfæren, søber lidt fjumset rundt i min karma og afventer lissom at jeg ser Lyset. Det bliver næppe bedre. I mangel af privatfly og penge vil jeg begrænse mig til at entrere vogn nr 15 plads 46 denne formiddag fra Hovedbanen og spændt notere mig om den følger køreplanen. Jeg vil passere Glostrup og Horsens på vejen. Jeg vil øjne Gug mod øst, men jeg vil skifte i Frederikshavn, hvis det er det rigtige tog, for at stå af med mit habengut og mokkabønner i Hulsig. Uden Internetforbindelse. Ancher og Drachmann kan vente mit besøg og alt det vand, som bølger og skummer i de to have. Måske hotel Brøndum. 200 timer senere vil jeg, hvis jeg ikke er tvangsfamiliesammenført med mine forfædre fra Snekkersten og Vladivostok, igen have denne rædsomme udsigt til krummerne på mit tastatur og måske bearbejde dem igen. Altså alle de der konsonanter og ’ø’-er.

Man er lidt depri. Har med etatens velvillige bistand fået leveret torsdagstilbudsavisen fra Netto og overvejer i nogen tid seriøst at anskaffe mig et eller flere af følgende tilbud for at friske mig lidt op: - sriracha chilisauce - thai tom yam hot & sour soup - Blue Dragon mealkit pad thai - Blue Dragon sushi kit - taishanwheatnudler - stir fry Sichuan - ægte Christansfeldersnitter med abrikosmarmelade , men opgiver, da jeg ikke tror jeg bliver lykkelig af det.

Mit køkken er aparte. Det er ikke stort, men antikveret: skuffer uden glidning og uudtrækkelige skabe og hylder. Grundplanet er voldsomt deformeret og reduceret, da inderste højre hjørne i fordums tid blev inddraget til hygiejniske formål, såsom kropsoverspuling med tempereret vand. Der er dog stadig en vis linoleumsbeklædt flade, som samarbejder med mine fødder. Her afsættes diverse effekter fra min gang her på jorden, samt fra materie og væsker som løsagtigt spredes i forbindelse med fødetilberedelsen. Dette havde efterhånden en let klæbende og misfarvende virkning på det grønlige gulv. Efterhånden var min samvittighed stærkt plaget af mangel på gulvvask, men i går ved 23:30-tiden gik jeg uden at tænke over det i gang med desinfektionen, og det lykkedes på forbløffende kort tid at rense arealet i en sådan grad, at end ikke min venstre fod protesterer mod at blive bragt derud! Om vandet var sort? :))) Det tog kun ca. 10 minutter. :-)