Motion skal man have. Jeg kunne naturligvis lade mig ansætte som jord- og beton eller løbe maraton regelmæssigt – det er at overdrive. Man er vel ikke masochist!
Det kan ikke nægtes at mit korpus har en slet skjult tendens til at bulne, og det er dér motionen kommer ind, men den mest fremkommelige metode til at forhindre utidig bulnen er formindskelse af kalorieindtaget. F.eks. kunne man lade sin kost bestå fortrinsvis af moderate mængder af grovhakket makrel i tomat suppleret med enkelte grønsagstiltag. Og kaffe naturligvis. Det er noget ensidigt og selv om grovhakket makrel i tomat er en delikatesse af de sjældne [den fra Fakta] kan det trods alt blive for meget. Så jeg tilføjer regelmæssigt en dosis gorgonzola, hellefisk, picobello eller lignende. Og selvsagt chicken palak murgh. Og jeg må hellere tilføje en ulækker detalje: ikke for tit!
Som skrevet står også kaffe. Og nu kunne jeg naturligvis anskaffe mig en espressomaskine og producere disse mikroskopiske kopper gang på gang – det ville afstedkomme en del vandren hid og did, men også medføre, at der blev dannet en behovskø, som kunne føles ubehagelig.
Nu har jeg fundet en stort set salomonisk løsning: en ½-liters termokande som ses afbildet her til venstre for. Denne er i den øvre ende forsynet med et drikkeaggregat med en noget begrænset volumen, hvilket medfører, at jeg gang på gang må bevæge såvel mund som korpus til køkkenet for at genopfylde koppen. Jeg tror, at dette arrangement vil medføre at mit kaffeindtag vil blive justeret nedad. Det er sikkert ikke så ringe i betragtning af, at kaffe formodes at være knap så sundt som tilbørligt renset kruspersille, petroselium.

Forhærdede læsere af denne blog vil vide, at jeg jævnligt frekventerer Netto for at indkøbe levnedsmidler og deslige. Dog bortset fra grovhakket makrel i tomat, som indtages med ret jævne mellemrum, men som ikke er tilgængelig i Netto i en spiselig udgave – her må Fakta træde til.
Således var jeg på en ekskursion i en nyåbnet på Vesterbro. Ganske stor. Det var endog muligt at komme rundt uden at vælte noget. Spotvaresektionerne tenderer til at ekspandere.  Formentlig når de snart op på at udgøre halvdelen af butiksarealet. Denne granskede jeg intensivt i håbet om at finde enten noget eksotisk som jeg måske havde brug for, eller noget billigt som jeg har brug for.
Nu er det sådan, at mit væskeindtag udover skummetmælk til müeslien og homogeniseret sødmælk til kaffen suppleres med en slags saftevand, som på ingen måde er trendy. Sikkert heller ikke sund, idet indholdet formentlig alt sammen er kunstigt bortset fra vandet. Men det snager mig alligevel! Mit skarpe saftevandsblik faldt i en spotvaresektion på Minimum solbærdrik, ½ liter, som var nedsat til 10 kr.  Denne blev med et snuptag ekspederet til min indkøbsvogn og behørigt betalt, i øvrigt i selskab med Agnes, sågar med klingende mønt.
Ved min hjemkomst til mit domicil konstaterede jeg, at jeg faktisk havde betalt normalpris, 20 kr., for drikken! Satan og helvede! Fremragende med stregkoder, bare de bliver opdateret!
Jeg har faktisk, Gud-forbyde-det, for en måneds tid oplevet præcis det samme på Gl. Kongevej-nettoen. Her var jeg lidt mere vaks og passende mistænksom og opdagede deres bedrageriske fortsæt ved betalingen, idet bonen ganske tydeligt afslørede det. Så måtte der skrives og rettes og indhentes underskrifter: tidsforbrug 5:47 min. Men mon ikke de næste kunder alligevel blev snydt!
Jeg må så formode ud fra mine gentagne erfaringer, at enten udviser Netto en forbryderisk mangel på rettidig omsorg vedr. nedsatte varer, eller også har de ansatte uheldigvis ikke fået afsat tid til den slags inferiøre detaljer.
Så derfor hader jeg Netto!

Det sker ofte, at min cykel, mine sandaler, min kasket [læs: cap] og jeg cirkulerer i de københavnske distrikter, evt. Frederiksberg. Ikke sjældent har jeg udset mig en passende destination, som f.eks. kunne være et levnedsmiddeludsalg, min søster eller et område med talrige fotografiske motiver. Hvad angår førstnævnte er Netto er ret brugt mål, bl.a. af den grund, at de tilbyder Agnes. For øvrigt også Gudrun. Lidt ældre damer med en kraftig odeur. Agnes er ret fed, lækker og i klædt grønne gevandter, men plastikbetrækket gør hende knap så præsentabel.
Opholder jeg mig f.eks. i New Delhi og har gjort det nogen tid og hjemveen trækker sine usle spor i bevidstheden er det Agnes mine ømmeste tanker går til.
Dagligt, ja endog mere end dagligt, konsumerer jeg hende i skiver. Faktisk ville jeg nødig undvære hende og hendes slægtninge. Den største hylde i mit tyrkiske køleskab er reserveret til Agnes og Gudrun-varianterne.
I øvrigt er det den eneste hylde som til stadighed er forholdsvis tæt befolket, da grovhakket makrel i tomat befinder sig udmærket og komfortabelt i dåserne.

Som medlem af et multietnisk samfund og dertil verdensborger føler jeg mig forpligtet til at stille mine udødelige tanker til rådighed for enhver og især kineserne, som kun må høre om olympiaden og formandens sidste landvindinger. Da jeg selv har været i Kina er jeg bekendt med, at kun et frapperende minimalt mindretal mestrer at læse dansk. Derfor har jeg allieret mig med den udmærkede tjeneste:
translate.google.com/, som nu tilbyder at oversætte til og fra dansk. Der er 23 sprog pt., herunder de fleste europæiske sprog + hindi, kinesisk og arabisk.
Jeg har så forsøgt mig med at oversætte mit sidste indlæg , som står just under dette indlæg.
Oversættelse til traditionel kinesisk:

Jeg må beklageligvis sige, at jeg ingen idé har om i hvilken grad indlægget afspejler min skarpe tanke og mine fabelagtige formuleringer. Dog synes det åbenbart, at de mere subtile ord, såsom stankelben og kaffedåse åbenbart må anses for ukendte eller farlige for kinesere.
Jeg har så oversat ovenstående kinesiske tekst tilbage til dansk. Selv om min mentale og sproglige kapacitet er velvoksen kan det være svært helt at lodde dybden og finessen som i det oprindelige indlæg! ;-)

Det er meget svært at forstå, selvfølgelig, dybt mistænksomme over for den grund, jeg var dybt kan være en vanvittig rengøringsflip tidsfæstes rundt. 2008:05:12:09:27:06 GMT. Og det fortsatte her til morgen med små efterskælv! Det er derfor, så vidt jeg ved ingen umiddelbar sundhedsrisiko, og dronning, Margrethe II, har ikke rapporteret om hans ankomst, hun bør være en selvfølge, hvis hun ville ind mig med hans tilstedeværelse. Eller lad sig i en kendt mere præcist: Hvis jeg mente, at den tid der er afsat lidt tid sammen med hende.
Mine øjne er smertefuldt, hvilket fremgår af / velsignelse, er dette den mest almindelige, herunder deres forvaltning hankønsvæsener vanrøgt nullermænd, stankelben, kalkrande, selv kop kaffe. Faktisk er mere arbejde. Til gengæld klippe hvidt komfur og jeg er højglanspoleret chrom i øjnene, og giver ar på sjælen.
Men nu, da jeg var sådan en vanvittig og min vision er blevet udvidet, konstaterede jeg, at jeg og mine kaffedåse, er dette Parlamentet, gjorde ikke sammenligne de store container indsamlet koncentreret kaffe, der er værre. Uden for konsekvenserne af aroma i fjernet, anbefalet, at alle udenlandske, der ikke er rød (se ovenfor). Det var ikke svært. Selv om færre ældningstegn syner kaffedåsen nu sundhed og rørig, selv om det naturligvis skal være i spillet kan nerve Shangtou defloreret efter 17 år.
Bemærk: min første kop kaffe senere, udåden vold ikke karakteren af aromaforandringerne.

Af helt uforklarlige og utvivlsomt dybt dubiøse grunde blev jeg ramt af et vanvittigt rengøringsflip, som kan tidsfæstes til ca. 2008:05:12:09:27:06 GMT. Og det fortsatte med små efterskælv denne morgen! Altså: det var jo så vidt jeg ved ikke nogen overhængende sundhedsrisiko og Dronningen, Margrethe II, havde ej heller meldt sin ankomst, som hun rettelig burde, hvis hun ville begunstige mig med sit nærvær. Eller for at udtrykke mig en kende mere præcist: hvis jeg fandt det opportunt at afsætte tid til en lille snak med hende.
Mine øjne lider vist af den skavank/velsignelse, som tilsyneladende er mest udbredt hos hankønsvæsener, at de formår at overse nullermænd, stankelben, kalkrande, sågar kaffegrums. Faktisk temmelig meget mere. Omvendt skærer blanke komfurer og højglanspoleret krom mig dybt i øjnene og giver ar i sjælen.
Men nu da jeg var ramt af dette vanvid og mit synsfelt havde ekspanderet, opdagede jeg, at der i og på min kaffedåse, som er husets uden sammenligning vigtigste beholder, havde samlet sig fortættet kaffegrums og det der er værre. Uden at tænke på konsekvenserne for aromaen fjernede jeg ubetænksomt alle fremmedlegemer, som ikke havde farven rød (se ovenfor). Det var ikke svært. Trods mindre ældningstegn syner kaffedåsen nu rask og rørig, selvom det selvfølgelig må være em nervepirrende omgang for den således at blive defloreret efter 17 år.
NB: min første kop kaffe efter udåden bærer ikke voldsom meget præg af aromaforandringerne.

Nu skal det også være slut

Nu har jeg tilfældigvis, og fordi jeg havde gyldig rejsehjemmel og lyst til det, besøgt så eksotiske destinationer som Holland, Langeland, Marokko, Sovjetunionen, Vietnam, Mali, Kina og nogle håndfulde flere lande. Og jeg har været i Bangkok, Børkop og New Delhi.
Alle de steder har jeg eksamineret de væsener, kaldet mennesker, som boede, arbejdede og bollede dér. Jeg undersøgte kun sjældent, meget sjældent, på det anatomiske plan, men adfærden, udseendet, skikkene, kulturen. Min stensikre konklusion er, at de alle virkelig var mennesker og hvis det alligevel skulle være zombier eller aliens lignede og opførte de sig så meget som mennesker, at jeg vil betragte dem alle som mennesker. Men det er selvsagt ikke særlig videnskabeligt.
Jeg mener, at selv om langt de fleste af de her nævnte talte meget dårligt dansk, så talte de nok et andet sprog, f.eks. kinesisk, som er temmelig udbredt, hvor det så vidt jeg er orienteret er muligt at udtrykke: ”god dag”, ”solen skinner” og ”Anders Fogh Rasmussen er en vismand” og den slags. Der var også andre afvigelser, f.eks. gik de ikke alle med klaphatte eller de nyeste solbriller. Selvfølgelig ville de fleste meget gerne, formoder jeg, men måske vidste de ikke, hvor man kunne købe klaphatte eller måske havde de ikke råd til det. Der var også nogen der hilste på en anden måde, men selvom det naturligvis er mærkeligt, mener jeg dog, at de hilste med samme, og sågar ofte større imødekommenhed, end man gør i dette land med de 10-cifrede cpr-numre, hvor Forsynet nu har anbragt mig i min egenskab af menneske på Frederiksberg. Så derfor må jeg konkludere, at et en vis variation i vaner og udtryk i allerhøjeste grad må betragtes som menneskeligt.

Så er det, at jeg tænker, om det måske kunne være en lille smule umenneskeligt at stille forslag om, at visse former for tækkelige og respektable klædningsstykker ikke må luftes i Folketinget. Ret mig, hvis jeg tager fejl: Er det ikke meningen, at dem som vælges til Folketinget skal være mennesker, som repræsenterer andre mennesker i Danmark.

I dag bliver verden er bedre sted at være. Sandsynligvis.
Det drejer sig om, at nye  eller rettere sagt gamle lyde vil dukke op på ny. Håber jeg.  Det er sådan, at Forsynet har fundet det betimeligt at udsætte mine ører for konstante og desværre temmelig vellykkede angreb med det resultat, at jeg hører miserabelt. m.m.  Jeg går derfor rundt med nogle små computere i det ene øre, som har til opgave at beslutte hvilke lyde, der er gode og hvilke der er onde. De onde lyde bliver negligeret/destrueret og de gode fremhævet/forbedret – altså akkurat ligesom Foghs og hans tro væbner Bush jr. s politik i Irak og Afghanistan.  I de 2 nævnte gode menneskers tilfælde er politikken håbløs og skadelig. I mit giver det mig forbedrede muligheder for at detektere hvad det er folk går og mumler, især hvis jeg er indenfor mumleafstand.
De nyeste ørecomputere skulle være 4 gange så kraftige, som en ganske almindelig pc med Windows XP SP2 og Firefox og Thunderbird og hele svineriet for ikke at nævne Nero. Problemet er dels, at mine ører takket være Forsynets destruktive indsats ikke kan behandle de tilbudte lyde så fuldendt at resultatet bliver godt, i hvert fald målt med normale normer. Lykken er at være normal. Dels at det er ganske svært at vide hvilke lyde der er gode. For mig.
Som skrevet allerede i linie 2 har jeg forhåbninger til, at der vil ske forbedringer. Det er spændende om jeg f.eks. bedre kan høre hvad telefonselskaberne vælger at overbringe til mig. Jeg ser gerne, du lige ringer, så jeg kan tjekke det.

Forholdsvis uskyldige gøremål som støvsugning og opvask er mig imod, og de bør helst undgås. Og sådan er det hele vejen igennem. Og har vist altid været. Ak, ja.
Så er det, at jeg henfalder i mismodige betragtninger om hvorvidt min forstand er nogenlunde kapabel og ved sine fulde. Måske tæres den af blegsot. I hvert fald bliver jeg jævnligt forulempet af en fiks idé jeg har, om at jeg bør undgå alt hvad der har med pligt og rutine at gøre. Sådanne krav om aktivitet opfatter jeg pr. definition som tvang med slavemæssige overtoner. Muligvis er det ikke sygeligt i klinisk forstand, men i store træk uhensigtsmæssigt!

Jeg kan dog berette, at jeg i den senere tid flere gange i upåagtede øjeblikke har taget mig selv i at rydde op, lægge på plads, organisere og al dens slags djævlegerninger. Så må jeg selvfølgelig stoppe, men det er sket, at der er gået mange minutter, hvor jeg har været uopmærksom på min brøde! Det er faktisk helt rart!

Så ligger man dér, og man kan ikke andet. Hovedet er invaderet af tanker af tvivlsom karakter, som skånselsløst forfølger hinanden. De kæmper alle for at få fokus, selvfølgelig med det resultat, at udbyttet af tankevirksomheden er minimalt. Kl. er 02:00 og stedet er min boksseng befolket med Javist og et ukendt antal husstøvmider og det løse. Dynen befinder sig for det meste ovenpå mit vandret udstrakte korpus.

Således underholdt i en time til halvanden, hvor den velsignede søvn aldeles glimrer ved sit fravær, begynder jeg at blive lettere mismodig. Jeg har to strategier, som sammen eller hver for sig af og til har ladet mig slumre: indtagelse af en muskelafslappende pille og/eller indtagelse af f.eks. et stykke rugbrød svinet til med grovdelt makrel i tomat eller det der er værre. Som sagt indfinder englene sig sporadisk efter disse retningslinjer. Dette er nu sket flere på hinanden følgende dage. Generende er det, da jeg gerne ville kunne udnytte mine sparsomme mentale ressourcer om dagen, såfremt der skulle være behov for det.

En hovedtransplantation ville måske løse problemet, men jeg har endnu ikke hørt om hvordan og om man har løst problemet med f.eks. at backuppe hukommelsen samtidig med at uønskede tanker, holdninger, idéer, adfærdsmønstre og den slags kan erstattes med mere af det sunde og rigtige.

Jeg har dog analyseret problemet dertil, at det nok er ønskværdigt ikke at beskæftige sig med noget der engagerer mig alt for meget. Det kunne f.eks. være at se TV3.

Har nogen bedre forslag til hvordan man narrer søvnen til at overmande én hører jeg gerne om det.